Batman, Superman, Wonder Woman og Grønne Lygte slår sig sammen for at hjælpe Aquaman i problematiske tider i Atlantis. Han er under angreb fra Atrocius og de skræmmende Røde Lygter. Aquaman mister sin trone, og Super-Vennerne må flygte fra Atlantis, idet Atrocius og hans røde kræfter får alle undervandsboerne til at blive vrede og blinde af raseri. Superheltene formår også at miste deres kræfter og ender på en helt anden planet. De bliver nødt til at stå sammen, hvis de skal frelse Jorden og sørge for, at Aquaman får sit kongerige tilbage fra de onde Røde Lygter.
Grønne Lygte, i form af en ny person, spiller en stor rolle i denne film, og hun har mange sjove øjeblikke. Fordi hun er den nye helt blandt de mere erfarne superhelte, har hun mange usikkerheder, hun skal overkomme, og det er med til at sætte standarden for hele filmen. Aquaman, som formår at være de andre heltes joke, har en lignende historie at kæmpe med, men det er trods alt ham, som har hovedrollen i ”Rage of Atlantis”, og derfor er han også den mest interessante. Ikke nok med at han skal bringe sejren i land for sit folk, skal han også vise, at han rent faktisk er en sej helt, samtidig med at båndet til hans bror, Ocean Master, skal vedligeholdes. Det er ikke nemt at være Aquaman.
Man skulle ikke tro det, men der er også en anelse politiske kommentarer i denne børnefilm. Hvis vi forestiller os, at Ocean Master er Donald Trump, og Aquaman er Obama, så formår hele filmen at have et lag af raffinement, som man sjældent ser i Lego-tegnefilm. Det gør den mere interessant end de mange andre i serien, selvom den stadig er forholdsvis rettet mod børn.
Blu-Ray: En flot udgivelse, men stadig på lige fod med de mange andre Lego-udgivelser. Der er ikke så meget at komme efter. Dog vil jeg foretrække at se filmen på Blu-Ray end på DVD.
Ekstramateriale: Intet. 0 stjerner for dette.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.