Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De fleste mennesker opfatter det nok, som et forholdsvist nyt fænomen, at skuespillere forsøger sig ud i instruktørlivet. Det er dog ikke helt rigtigt, for næsten enhver nogenlunde kendt skuespiller, har forsøgt sig som instruktør i et eller andet omfang stort set siden filmen blev opfundet. Hvis du ikke kender til ”Lejemorderen”, er det ikke fordi, at du er håbløst bagud. På trods af et cast, der bor ringe klokker hos de fleste, blev det ikke til den store succes, og filmen blev heller ikke markedsført særligt godt. Det undrer mig dog, at filmen ikke er udkommet noget tidligere, da det nu er to år siden at Dennis Hopper døde, og det er immervæk ham i en af hovedrollerne samt bag kameraet som instruktør. Det ville have været den perfekte anledning til en genudgivelse, men nu har sorgen over den fantastiske skuespillers afgang lagt sig, og med det samme bliver en film som ”Lejemorderen” ligeså lidt relevant, som dengang den udkom. Markedsføringen har med andre ord slået fejl endnu en gang.
Filmen starter nogenlunde ud med en Jodie Foster, der overværer et mafiamord, og med et bliver den mest efterlyste i den kriminelle verden. Da politiet også slår fejl for at beskytte hende, tager hun sagen i egen hånd, og flygter til en ny by med en ny identitet. Nu er hun også efterlyst af politiet. Dog finder hun hjælp fra et uventet sted, da en lejemorder spillet af Dennis Hopper, forelsker sig i hende, og da de to mødes, begynder tingene at gå galt. Filmen udvikler sig fra et spændende drama til action med slapstick humor, og skiftet bliver håndterret enormt dårligt af Hoppers mangel på instruktørevner. Han var dog ikke en imkompetent instruktør, som han tidligere også har bevist i f.eks. ”Easy Rider”, men i ”Lejemorderen” falder alting til jorden med et brag. Spændingen forsvinder, actionscenerne er kedelige og humoren var allerede uddateret da filmen udkom i 1990.
Dog har filmen da plussider, hvor castet er det absolut største. Udover Hopper og Foster ser vi også Charlie Sheen, Vincent Price, John Turturro, Joe Pesci og selveste Bob Dylan i mindre roller, og her har jeg ikke engang nævnt halvdelen af de navne, som enhver filmfan bør kunne genkende. ”Lejemorderen” er dog et bevis på, at ligegyldigt hvor mange kendte og gode navne man kombinerer til en film, behøver resultatet ikke blive godt. Filmens første halvdel ligger dog en anelse over middel, men ligeså snart forudsigeligheden sætter ind, og stilen skifter til det mere fjollede, ryger vi altså helt ned på bundniveau. Hopper burde have håndterret tingene anderledes, og selvom det måske er lidt barskt at hakke på en mand, der aldrig vile kunne svare igen, er det ubetinget hans skyld, at filmen ikke er særligt god. På sin vis er det helt fint, at markedsføringen endnu engang har slået fejl, for dette er en film, der bør ryge i glemmebogen. Det har den fortjent.
Ekstramateriale – 2/6
Et slideshow med nogle fine billeder fra filmen samt et trailershow med andre udgivelser fra Another World. På alle måder uimponerende.
Another World Entertainment.
