Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Amanda Seyfried (Mamma Mia, Dear John) spiller Sophie, som tager på ferie i Verona med sin italienske forlovede Victor. Gael Garcia Bernal (Babel) spiller Sophies forlovede, og han får hurtigt travlt da parret først når hans hjemland. Han vil gerne på vinmesse, smage oste, plukke svampe og den slags, mens Sophie mere er til livet som byturist. Sophie tager derfor alene afsted til den balkon hvor Romeo og Julies kærligheds-seance tog sit klassiske udspring. På bymuren ved balkonen hænger der breve, skrevet til Julie – og da disse indsamles af en lokal kvinde, følger Sophie efter. Hun finder ud af at brevene læses og besvares af de såkaldte ”Julies sekretærer”. Nysgerrig som hun er, og skrap med en pen, giver hun et nap med, da hun finder et brev gemt bag en løs sten i muren. Brevet er 50 år gammelt, og Sophie besvarer brevet og sender det retur til afsenderen, en ældre dame ved navn Claire (spillet af Vanessa Redgrave).
En dag tropper en ung mand, Charlie (Christopher Egan), op, og forlanger at få at vide hvem der har besvaret hans farmors brev. Sophie får en lettere opsang fra den unge mand. Grunden er at han og farmoren nu er taget fra London til Verona, fordi farmoren nu nærer håb om at finde sin gamle flamme Lorenzo (Franco Nero). Sophie lader sig nu ikke kyse, og sætter sig for at hjælpe Claire med at finde Lorenzo. Det på trods af at Charlie ikke giver meget for at jagte denne Lorenzo. Sophie og Charlie bliver det umage par, som dog efter noget tid sænker paraderne og selv bliver glade for hinanden, ganske som farmor Clarie og Lorenzo.
Historien er meget sød, men også lige ud ad landevejen. Ja, faktisk kan man sige at at film af denne type, naturligvis er som den er. Men hvorfor Bernal som er fra Mexico, skal spille italiener, er mig en gåde. Desværre er hans rolle så overfladisk og overgearet at det langtfra klæder hans cv. Amanda Seyfried er selve definitionen af sukker, men også på en måde så det bliver helt kvalmt. Faktisk er det Redgrave og Nero som er de eneste som kan tages alvorligt (foruden den altid ufrivilligt morsomme Oliver Platt, der optræder i en ikke krediteret rolle som Sophies chef Bobby) – måske fordi de også privat danner par, og derfor på ingen måde har svært ved at agere forelskede. Letters To Juliet skal man se for de dejlige billeder fra Italien, og så ikke tage handlingen for mere end den er. På den måde, skal man såmænd nok nå i mål.
Alene det at se en film af Gary Winick, betyder at man burde vide at vi er i den lette genre. Film som Bride Wars, 13 Snart 30 og børnefilmen Charlottes Tryllespind, er selvsagt indikator for at bredden skal tilgodeses, og at vi ikke ender i noget med hjernegymnastik eller pris-vinder-klassen. Er du den håbløse romantiker type, som bare venter på Valentine's Day, jamen så går du åbenlyst ikke forgæves.
Filmen indeholder ikke noget ekstra materiale, andet end en god stak trailers.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
