Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Altid når jeg tænker på mit fødselsår, er “Alien” noget af det første, der rammer min hukommelse. For 38 år siden slog Ridley Scott igennem med en noget nær perfekt film. “Alien” formår at fastholde mystik omkring sit monster, etablere et forhold mellem sine karakterer og publikum og simpelthen skabe en række ikoniske scener, der stadig den dag i dag vækker afsky, væmmelse og skræk i folk. Siden da er franchisen blevet kørt godt i sænk, men i kølvandet på den aflyste “Alien 5” af Neill Blomkamp kommer nu “Life” - en rumgyser om et rumvæsen på et rumskib. Selve præmisset er set før for lige netop 38 år siden, men afviklingen deraf er mere spændende end diskussionen om originalitet.
Denne gang foregår historien nogenlunde i nutiden, og kun et meget kort stykke fra Jorden - nemlig på den internationale rumstation. Her modtager en gruppe astronauter og forskere en prøve fra Mars’ overflade, som indeholder mikroskopisk liv. Det lykkedes dem at vække det til live, og herfra udvikler det sig hurtigt til noget helt uventet. Selve præmissen er ikke langt fra “Alien”, og allerede filmens indledende tekster, bliver vi mindet om mesterværket med en font, der er nærmest nøjagtigt det samme. “Life” er heldigvis godt klar over, at den ikke opfinder den dybe tallerken, og denne bevidsthed, gør den til en fornøjelig og ubehagelig overraskelse. Tempoet er højt fra starten af, og publikum bliver udsat for den ene halsbrækkende handling efter den anden indtil den noget søgte slutning, runder filmen af. Heldigvis ødelægger slutningen dog ikke helheden.
Tempoet bliver filmens største force og hæmsko. Der er ingen tid til at ånde lettet op, men med et højt tempo kommer også manglende sympati og forståelse af karaktergruppen. Vi føler ikke med dem, når de kradser af en efter en, men det foregår trods alt på kreativ vis, hvor især det første drab, kan vække en del kvalme hos mange. Monsteret er selvfølgelig ren CGI, men det virker meget organisk alligevel. Evolutionen af det er interessant, og det er spændende at følge udviklingen af dens intelligens. Filmen når dog til et punkt, hvor den del blive pillet fra til fordel for spænding og oplæg til en afrunding, og det er egentlig synd, at man ikke har fastholdt den fokus. Den svenske instruktør Daniel Espinosa har dog skabt et værk, der som det mindste fastholder spændingen, og det er ikke en lille bedrift.
Der står ganske vist Jake Gyllenhaal og Ryan Reynolds på coveret som filmens store stjerner, men ærlig talt kunne nærmest enhver præstere, hvad de gør i “Life”. Deres karakterer besidder ikke dybde, og de formår ikke at løfte materialet. Dette er dog heller ikke et stort karakterdrama, og man kommer alligevel langt med den troværdighed, de giver deres karakterer. Ariyon Bakare står dog for filmens bedste præstation, selvom alle karaktererne kun beskrives overfladisk. Heldigvis er der masser af gys, spænding og ulækre scener, så man får præcis det, som man kom efter - et ganske fint bud på en light-udgave af “Alien”.
Billede & Lyd - 5/6
Filmen er forholdvis mørk i en blålig tone, og hverken skarphed eller detaljer i billedet forsvinder af den årsag - bortset fra enkelte scener hvor post-produktionen er en anelse for tydelig. Det er dog lyden der virker skinner igennem her. Den klaustrofobiske stemning hjælpes godt på vej af et lydbillede, der holder sit publikum godt fastklemt. Lydbalancen er sat helt perfekt, og brug af de forskellige højtalere ligeså.
Ekstramateriale - 3/6
De slettede scener på sammenlagt lige under 10 minutter hjælper faktisk karakterudbygningen en smule på vej. Det er synd at man har valgt tempo over indhold, da mere af denne slags, ville have pyntet på det endelige resultat. Derudover er der 4 featuretter på sammenlagt under 30 minutter, der såmænd er underholdende nok, men ikke formår at komme i dybden på processerne bag kameraet. Mest spændende er diskussionen om Calvins (som filmens monster hedder) udvikling, og mulighederne for liv på Mars.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
