Skriv en kommentar
I en nation splittet af borgerkrig, kæmper præsident Lincoln for at få ryddet slaveriet af vejen og for en forening af de Forenede og de Konfødererede Stater. Med urokkelig beslutsomhed må han træffe valg som, i værste fald, kan forlænge en allerede blodig krig, for at gennemtvinge sine ambitioner for De Forenede Amerikanske Stater.
”Are we fitted to the times we are born into?” Sådan spørger en stålfast Abraham Lincoln (Daniel Day-Lewis) sine støtter i tiden op til den altafgørende afstemning i Repræsentanternes Hus, for vedtagelsen at the 13th amendment – afskaffelsen af slaveri.
Om han var forud for sin tid eller ej, så er Steven Spielberg i hvert fald ikke i tvivl om, at nationens 16. præsident var en af de absolut vigtigste personer i landets historie, og med ophævelsen af slaveriet (ja, forslaget bliver vedtaget og det overrasker forhåbentlig ikke!) anses han som en national faderfigur den dag i dag…
Og så fortjener man da næsten en film om sit liv.
Spielberg vælger dog klogelig at koge Lincolns omdrejningspunkt helt ind til benet, og i stedet for historien om drengen der voksede op og blev et amerikansk ikon, fokuserer han udelukkende på den ”færdige” Lincolns sidste måneder, fuldt udstyret med fasttømrede principper og armeret med anekdoter fra et levet liv.
For hver gang den politiske suppe truer med at koge over (og det er ofte), afvæbnes både publikum og modstandere med en håndgribelig, og til tider ganske morsom, historie fra præsidentens lune sind. Med Lincoln har Spielberg mere end nogensinde før, brug for den løbende indsprøjtning af humor imellem de alvorlige linjer, som han mestrer så fint. Præsidenten bliver menneskeliggjort og politikken bliver (lige knap) spiselig.
For ja, det politiske aspekt i kampen for et forenet land med én lovgivning for alle, sorte som hvide, er næsten altoverskyggende. Det kan undre, at Spielberg kun én gang begiver sig ud i spektaklet (filmens indledende slag leder tankerne mod Saving Private Ryan), og så stædigt fastholder blikket på til tider trættende tilsvininger, partierne imellem. Det er uden tvivl et bevidst valg for at intensivere det mere nære drama, men en kende tungt bliver det altså.
Præsidentens familiære problemer synes også en smule forcerede på filmens plot, og især sønnen Robert (Joseph Gordon-Levitt) er overflødig, i et forsøg på at bringe Lincolns valg ind i en personlig kontekst.
Denne kritik når heldigvis ikke fuldstændig at overmande alle de rigtige valg instruktøren og Tony Kushner (manuskript) trods alt foretager sig; knivskarpe dialoger, der indkapsler en hel nations nære fortid, og samtidig formår at fremstå relevante i en nutidig kontekst (magtmisbrug og økonomiske interesser over almen menneskelige).
Billedsiden, der øjeblikkeligt transporterer publikum 150 år tilbage i tiden, med røgfyldte mødelokaler og det hvide hus anno 1865; et gigantisk persongalleri holdt i ave af nogle af Hollywoods stærkeste karakterskuespillere. Disse bliver uforbeholdent ledet af Daniel Day-Lewis, som vel egentlig bare kan få den Oscar tilsendt med posten i morgen.
Lincoln er et visuelt imponerende og velfortalt værk, tynget ned af politikkens gumpetunge natur.
