Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Selv om man er klodset, buttet og bærer enorme, absolut ikke moderigtige briller, så kan man godt blive Little Miss Sunshine. Hvis man virkelig vil det; hvis man virkelig tror på det. Og så skal man gå efter, et hundred procent uanset omkostningerne. For dybest set findes der kun to typer mennesker: vindere og tabere. Det er den i udgangspunktet ganske simple – og endnu mere naive – livsfilosofi hos faderen, Richard (spillet af Greg Kinnear), i den dysfunktionelle familie, vi præsenteres for i Little Miss Sunshine.
Familien er spækket med medlemmer, der ud fra gængs målestok er mere eller mindre plantet i Richards kasser. Teenagesønnike Dwayne (Paul Dano) insisterer på at blive en succes – som jetpilot. Indtil det mål er nået, har han svoret ikke at mæle ét eneste ord, alt imens han hader alle, med bogstaveligt tryk på alle. Tavsheden har indtil videre varet syv måneder. en sarkastiske, homoseksuelle onkel Frank (Steve Carell) har erkendt, at han tilhører gruppen af tabere, og har netop forsøgt at begå selvmord. Farfar (Alan Arkin) er blot en liderbuk på stoffer, der lige er blevet bortvist fra plejehjemmet, mens mor, Sheryl, (Toni Collette) har det utaknemmelige job at holde omtrent nogenlunde styr på den excentriske flok.
Og nå ja, så er der Olive (Abigail Breslin). Ni år, klodset, buttet og bærer af de der stærkt umoderne briller. Ikke desto mindre er hun netop blevet udtaget til at deltage i Little Miss Sunshine – en skønhedskonkurrence spækket med pyntedukker i Californien.
”Tror du virkelig, at du kan vinde, for ellers er der ingen idé i at gøre det,” spørger faderen efter at have messet sine ni trin mod succes.
En lille betænkningstid, så et selvsikkert ja.
”Så kører vi.”
Og så er Little Miss Sunshine på skinner. En roadmovie; en komedie i den alvorlige ende eller et drama i den sjove ende. Under alle omstændigheder stort set udelukkende bygget op omkring sine karakterer, mens den spinkle fortælling alene skal gøre det ud for den ramme, selv samme karakterer kan få lov at folde sig ud i. Oscarstatuetten – den ene af to – som Little Miss Sunshine for ganske nylig hentede hjem for bedste originale manuskript skal da også ses som en cadeau til karaktertegningen, der helt i dramakomediens ånd er frisk, skæv og bygget op omkring intelligent komisk dialog.
Desværre bliver hver af de seks familiemedlemmer kun overfladiske bekendtskaber. Fint nok, havde Little Miss Sunshine været rendyrket humor, men instruktørparret Jonathan Dayton og Valerie Faris vil også give os dramatiske karakterer, der udvikler sig undervejs. Og det er her filmen viser sine begrænsninger. For mens den skæve, underspillede humor – trods sine i virkeligheden tunge temaer – stort set hele vejen igennem er lige til at blive glad i låget af, så er et flertal af familiemedlemmerne dramatisk tomme.
Paul Danos tavse teenager er en god idé, der løber ud i sandet; Abigail Breslin er fint kejtet som lillesøster spækket med selvtillid; Greg Kinnears far ender i gentagelser; Toni Collette har en lidt utaknemmelig opgave som den filmens mest normale væsen, mens Alan Arkins Oscar – den anden af de to – vist mest skal ses som en ’nu var det hans tur-statuette’. Bevares, han er fin og leverer et par gode one-liners, men Oscarmateriale? Så absolut ikke. Bedst er Steve Carells onkel Frank – en rolle som både Robin Williams og Bill Murray efter sigende sagde nej til. Carell viderefører sin glimrende ansigtsmimik, men i en meget meget afdæmpet udgave sammenlignet med hans tidligere arbejde i blandt andet Anchorman: The Legens of Ron Burgundy og The 40 Year Old Virgin.
Little Miss Sunshine er umulig ikke at holde af – varm og fuld af overskud. Og selv om man er en lille film, uden store budgetter og armbevægelser, så kan man godt kæmpe med de store om de prestigefulde priser. Hvis man virkelig vil det – og hvis man virkelig tror på det.
EKSTRAMATERIALET indeholder et kommentarspor fra de to instruktører samt manuskriptforfatter, Michael Arndt. Derudover en alternativ slutning.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
