Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
80’erne var et hårdt årti for Disney at komme igennem. Selvom mange har personlige favoritfilm derfra, var konsensus både hos anmeldere og publikum, at luften var ved at gå af ballonen. 70’erne gav os ellers en perlerække af animerede klassikere fra filmselskabet over dem alle, men mange spåede at 80’erne var starten på slutningen for dem. De tog dog grueligt fejl. Disney rejste sig igen i det næste årti med klassiker efter klassiker, og særligt en af disse anses i dag som kronen på filmselskabets repetoire - “Løvernes Konge”. Filmen havde det hele, og fik de fleste af os til at gyse, grine og græde til tonerne af Elton John i løbet af blot halvanden time. Da Disney ganske få år senere begyndte at genindspille deres film som live action, var det blot et spørgsmål om tid, før “Løvernes Konge” kom med i overvejelserne. Instruktøren Jon Favreau gjorde det umulige ved, at overgå den originale version af “Junglebogen” med sin filmatisering af denne, og viste et naturtalent for at gøre CGI-dyr troværdige. Dette er nok årsagen til, at han fik denne opgave at løfte.
“Løvernes Konge” anno 2019 er plotmæssigt nøjagtig det samme som i 1994. Løveungen Simba bliver narret af onkel Scar til at tro, at han er årsagen til sin fars død. Derfor tager Scar tronen imens Simba flygter langt væk i flere år, men da den gamle veninde Nala dukker op igen, tager han tilbage for at se, hvordan Scar har ødelagt løvernes kongerige.
Det er på alle måder en klassisk Shakespeariansk eventyrfortælling, og samtidig en dannelseshistorie med lige mængder af alle følelser i spil. Vi kan til evighed diskutere, om denne version af “Løvernes Konge” kan blive kaldt live-action, når alt på nær et enkelt landskab eller to er animeret, men det hele ser naturtro ud. Altså på nær når dyrene snakker. Netop dette er filmens enorme hæmsko, for dyrene er så naturtro, at de ikke kan så meget som trække på smilebåndet. Alle karakterer, om de så er glade, sure eller kede af det, ser konstant apatiske ud, og stemmeskuespillet er ikke stærkt nok til at løfte den umulige opgave, at give disse sjælløse animationer liv.
Alle filmens geniale scener og skud er nøjagtigt identiske med dem i tegnefilmen, og ikke en original tanke fungerer. Der er lavet nogle få, uvæsentlige detaljer om fra tegnefilmen, sikkert for at gøre filmen mere sin egen, men de er så ligegyldige, at de fleste ikke vil bemærke dem. Dog er spillefilmen her en halv time længere end tegnefilmen, hvilket kun sænker tempoet betydeligt og intet godt gør for hverken plot eller karakterer. Derimod føles filmen gabende langsom og kedelig til tider, især kombineret med de følelsesløse karakterer i den. Det hjælper heller ikke, at sangene ikke bliver leveret ligeså varmt som første gang.
Filmens anden halvdel fungerer bedre end den første. Især i den engelske version udgør Billy Eichner og Seth Rogen nogle glimrende stemmer til Timon og Pumbaa, men deres gamle vittigheder fungerer skam også fint på dansk. Den nye version af “Løvernes Konge” virker mere grum og dyster end originalen, så lidt humor er tiltrængt, og kommer desværre alt for sent i forløbet. Effekterne er dog fortrinlige i sådan en grad, at en Oscar-nominering ligger lige til højrebenet. Der er derfor ting at holde af i filmen, men som helhed virker den ligegyldig og falsk. Når samme historie kan fortælles bedre på mindre tid, kan jeg heller ikke forestille mig, at den vil blive husket særlig godt i fremtiden. Se den for at stille nysgerrigheden, og glem den så igen. Den eneste af Disneys nye genindspilninger der er værd at gense, er fortsat “Junglebogen” af samme instruktør som dette middelmådige fejlskud.
Der er masser af musikrelateret ekstramateriale på denne udgivelse, men det mest interessante er kommentarsporet og introen til filmen af instruktøren. Derudover er dog også en times lang featurette, der også er værd at give sig i kast med.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney.
