Skriv en kommentar
Efter nogle, målt i Disney-forhold, halvtynde år i 1970’erne og 1980’ere blev 1990’erne årtiet, hvor underholdningsgiganten igen fandt sin styrke. Startskuddet blev den uskyldige ’Den lille Havfrue’ fra 1989, der blev fulgt op af den romantiske ’Skønheden og udyret’ og den lystslupne ’Aladdin’. Men højdepunktet for Disneys formidable comeback kom i 1994 med ’Løvernes Konge’. Siden da har Disneys præstationer svinget fra de suveræne Toy-story film og ’Tarzan’ til de mislykkede ’Mulan’ og ’Atalantis’.
Mislykket er starten på den lille løve Simbas liv også. Efter nogle glade tider myrder Simbas onkel, Scar, nemlig Simbas far og løvernes konge Mufasa. Scar er dog været så snu, at han overbeviser Simba om, at Mufasas død skylden den lille løve selv. Så Simba flygter til en anden egn, hvor han møder de to livsnydere Timon og Pumba. Han slår sig sammen med dem og lever et let liv, inden han presses tilbage til sin hjemegn for at konfrontere onklen.
I sig selv en ganske stringent historie om at se sin skæbne i øjnene og ikke vende ryggen til livet på grund af nogle fortrædeligheder. Alligevel står ’Løvernes Konge’ som mesterværket i den nyere Disney-tid. Fordi historien har et universelt tema, men især fordi den indeholder og grundlægger de elementer, der også gør eksempelvis ovennævnte ’Tarzan’ til en storfilm. De elementer består af et stjernespækket cast til stemmer, en verdensstjerne som sangskriver, en fantastisk variation og farverigdom i billederne og endelig modet til at skabe dramatik eller symbolik, der bestemt hører til det voksne publikum.
Det stærkeste eksempel herpå er scenen, hvor Scar overbeviser hyænerne til at bakke op omkring ham som Konge. Her sættes Scar op som en demagog af Hitler-format, og æstetikken i billederne trækker en lige linie tilbage til Leni Riefenstahls ’Viljens triumf’. Ligeledes er kampscenerne hen imod filmens slutning af så voldsom karakter, at Disney modigt bevæger sig på grænsen af det tilladte over for børn – men folkene bag har en glimrende fornemmelse for, hvor grænsen går.
Hvad børnene i hvert fald forstår og ikke bliver stødt af, er humoren. Timon og Pumba har allerede skrevet sig ind i tegnefilmshistorien som to af de morsomste bipersoner. Desmerdyret og vortesvinet får således også mulighed for at fortælle deres side af historien i den kommende ’Løvernes Konge 1½: Hakuna Matata’.
Og med de to ord – de såkaldte ’kloooogeste ord’ – kan vi glide videre til sang og musik. For sangen ’Hakuna Matata’ fungerer, i lighed med faktisk hver enkelt tone i filmen, glimrende. Elton Johns ’Can you feel the Love tonight’ er himmelsk smuk og undgår det patetiske element, der tit sniger sig ind i Disneyfilmenes kærlighedssange, fordi Timon og Pumba for lov til at synge de sidste linier. På denne speciel edition får den forfinede fugl og kongens højre hånd Zazu lov til at synge den nye sang ’Morning Report’. Det sætter sejl som et herligt muntert nummer og glider ubesværet ind i den oprindelige film.
Bag Zazus stemme står Rowan Atkinson, og han leverer en pragtpræstation og gør fuglen konsekvent morsom. To andre vokale pragtpræstationer er James Earl Jones som Mufasa og Jeremy Irons som Scar. Den danske oversættelse fremstår som gennemarbejdet og velfungerede, men ligger slet ikke i samme division som den engelske version.
Nogen har skudt med skarpt efter ’Løvernes konge’, fordi den eftersigende minder lidt for meget om den japanske tegnefilm ’Kimba the white Lion’. Jeg har aldrig set filmene om Kimba, men ved, at han er vegetar, og det er Simba bestemt ikke. I ’Løvernes Konge’ lægges der nemlig ikke vattede fingre imellem. Kopi eller ej – filmen virker trods enkelte bombastiske tendenser efter hensigten, nemlig perfekt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Buena Vista Home Entertainment
