Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledning
I 1996 købte jeg to horrorfilm, der begge var udsendt af selskabet Vipco, et britisk foretagende, der specialiserede sig i film af den mere blodige og underlødige slags. Der var tale om Psychic Killer (1975) og Drive-In Massacre (1977), og fælles for de to film var, at de var ret så sløje, hvilket bl.a. hang sammen med, at de var fuldstændigt sønderklippede (dvs. gennemcensurerede) og i pan/scan, hvilket, ved jeg nu, Vipcos udgivelser altid var. Selvom jeg fandt filmene svært kedelige, var jeg dog meget betaget af det artwork, der prydede forsiderne på vhs-kassetterne. I en af kassetterne lå desuden et lille katalog med en oversigt over nogle af Vipcos andre udgivelser. Titler som Eaten Alive (1977), Zombie Flesh Eaters (1979), The Burning (1981) og The Deadly Spawn (1983) brændte sig ind i min bevidsthed, og den dag i dag står kataloget stadig tydeligt i min erindring. Hvad jeg dog især bed mærke i ved det her katalog var, at en af de omtalte film var en komedie ved navn King Frat (eller Lokummet Brænder som den meget rammende kom til at hedde på dansk). Jeg har lige siden dengang undret mig over, hvordan en komedie kunne snige sig ind i Vipcos udbud af blodtilsølede ubehageligheder (eller would be-ubehageligheder, hvis det ikke var fordi de, som sagt, alle var klippede), og efter endelig at have set den, ja, så forstår jeg det sådan set godt, for Lokummet Brænder er en B-film af rang.
Filmen (indeholder spoilers!):
I Lokummet Brænder (1979) følger vi en flok svinske og fordrukne drengerøve fra broderskabshuset Pi Kappa Delta (PKD), der ikke bestiller meget andet end at være vamle. Da vi ser slænget første gang, kører de rundt i en gammel rustvogn og mooner og prutter sagesløse individer op i ansigtet, hvilket bl.a. får universitetsrektoren, der er ude og løbe sig en tur, til at krepere af et hjerteanfald. Kort tid efter skal rektoren begraves, og som de venlige fyre PKD-slænget nu engang er, slår de et smut forbi kirken, hvor begravelsen finder sted, tænder op under en stor klump tjald og vifter røgen ind gennem en ventilationskanal, så familien og de pårørende har lidt at hygge sig med derinde. Det bliver et lattergilde uden lige, og hele scenen ender med, at kisten med dertilhørende rektor triller ud af kirken og ind bag i PKD’s rustvogn, hvorefter de skæve og grinende kører væk. Tilbage i det gustne PKD-hus drikkes der øl og pruttes og bøvses til den store guldmedalje, især af filmens eneste bud på en egentlig hovedperson, den fedladne og ulækre J.J. 'Gross-Out' Gumbroski (John DiSanti), som, udover at være ekstremt flatulent og stolt af det, har et ret seriøst forhold kørende med en lolitadukke.
Resten af filmen er et mere eller mindre absurd sammensurium af lignende scenarier, der alle svælger i tarmgas, bræk og øl, og som vikles ind i en praktisk talt ikkeeksisterende historie om en pruttekonkurrence, tyveriet af en maskot fra et rivaliserende og ret homoerotisk broderskabshus samt den nye rektors desperate kamp for at få skovlen under PKD, som er ved at splitte hele Yellowstream University ad (ja, Yellowstream, som i ”tis”).
Hvis du synes, at historien om et totalt uregerligt broderskabshus, der har problemer med rektoren, og som bruger al deres tid på at drikke øl og lave practical jokes, så er det nok fordi du har set John Landis’ Animal House/Delta Kliken der udkom i 1978, året før Lokummet Brænder, og som denne er et tydeligt rip-off af, dog med den forskel, at der i sidstnævnte er skruet gevaldigt op for plathederne og prutterne og gevaldigt ned for charmen. En anden forskel er, at budgettet til Lokummet Brænder tydeligvis også har været en del lavere, men det er nu egentlig mest til filmens fordel, idet den produktionsmæssigt, takket være den smadrede indendørsscenografi, det slette skuespil og den nærmest anarkistiske fortællestil, minder om noget undergrundsselskabet Troma (der bl.a. står bag Toxic Avenger-serien) kunne have smidt på gaden, så fans heraf bør måske overveje at slå kløerne i den.
Faktum er dog, at Lokummet Brænder aldrig går hen og bliver virkelig absurd eller ulækker, og det er et problem, for som jeg ser det, har formålet med Lokummet Brænder ene og alene været at lave en komedie, der skulle forarge så meget som muligt. Uden det tiltænkte provokationsmoment står tilbage således blot en række ekstremt fladpandede tåbeligheder, som ikke formåede at få mig til at mere end hø hø-le en enkelt gang eller to. Måske er tiden løbet fra filmen, måske er jeg bare blevet for gammel, men for mig var Lokummet Brænder sgu en lunken kop te, hvilket ærgrer mig lidt, da instruktør Ken Wiederhorn bl.a. har Return of the Living Dead II (1988) og den fremragende Shock Waves (1977) på samvittigheden, hvorfor jeg faktisk nærede visse forventninger til filmen.
Lige meget hvordan jeg end vender og drejer den, så jeg dog ikke løbe fra, at Lokummet Brænder også besidder en eller anden underlig form for charme; en charme, som gav mig nostalgiske tilbageblik til tiden for snart længe siden, hvor der fandtes velassorterede videobutikker (som ikke var Blockbuster!), der husede snesevis af film som denne, og som mine venner og jeg elskede at gå på opdagelse i. Det tjener den sin ene stjerne på. Den anden stjerne giver jeg som en anerkendelse for filmens dedikation til at forarge, selvom det måske ikke helt lykkes.
Alt i alt er her således tale om en film, som man bør være varsom med at gå om bord i, medmindre man f.eks. kan huske den fra videohylden i gamle dage og har lyst til at se, om den nu også er så sjov, som man husker den. Billedet på forsiden af coveret opsummerer filmen meget præcist, så hvis det, og ikke mindst, titlen falder i din smag, vil du måske også kunne have glæde af den. For at få det fulde udbytte af filmen bør hjernen i hvert fald slås fuldstændigt fra, og det vil absolut heller ikke skade, hvis filmen indtages med øl i stride strømme i gode venners lag.
Billedkvalitet:
Ligesom filmen er selve udgivelsen desværre også ret lunken. Jeg har oplevet, at et par af AWE’s titler skæmmes af ”combing”, dvs. at billedet skæmmes en masse vandrette streger, som kan skyldes, at udgivelserne har været NTSC til PAL-konverteringer. Dette problem lider også Lokummet Brænder under, og jeg fik nærmest et chok, da billedet tonede frem på skærmen, og jeg så hvor ”hakket” det var. Jo mindre ens skærm er, jo mindre vil man dog lægge mærke til det, men det ændrer ikke ved, at det stadig er meget irriterende at se på. Til gengæld står billedet skarpt, og farverne, om end en smule overgearede, er nogenlunde.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet på disken udgøres alene af AWE’s sædvanlige og altid fornøjelige trailershow, selvom coveret også lover ”slideshows m.m.”. Ikke at det gør så meget, for jeg tror, det er de færreste, der vil have interesse i at sidde og se på billeder fra filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
