Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Med de tunge drenge Ken Loach og Mike Leigh som nogle af de stærkeste eksponenter indenfor socialrealistiske film, er det her britisk film for alvor har sat sig tungt på tronen. Genren har dog oftest båret præg af langsom og tung fortællerstil, hvilket har gjort deres film lettere utilgængelige og svære at komme igang med. Derfor er det altid fortrøstningsfuldt at se nyere filmskabere gå uimponeret og dynamisk til værks, som det er tilfældet med Paul Andrew Williams og hans debut ”London to Brighton”.
Man kastes midt ind i handlingsforløbet, hvor den prostituerede og forslået Kelly (Lorraine Stanley) af uvisse årsager har taget den 11-årige Joanne (Georgia Groome) på slæb, på en togrejse fra London til Brighton. Tilsyneladende er det umage par på flugt fra den voldsomme alfons Derek (Johnny Harris), eftersom pigerne er rendt fra et job og åben i købet rodet sig ud i en ekstrem problematisk situation. Omstændighederne tilspidses yderligere da Dereks liv hænger i en tynd tråd, hvis han ikke finder Kelly og Joanne indenfor et døgn...
”London to Brighton” er et glimrende eksempel på hvor enkelt og simpelt en rigtigt god film kan laves, trods lavt budget og en i bund og grund ret uoriginal historie, hvis fokus og præmis holdes i stramt kvælertag. Williams holder bevidst en nøgternt observerende dokumentarisk stil, med let rystet håndholdt kamera og udmattede farver. Kameraindstillingerne går konsekvent og bogstaveligt tæt på handlingen - hvilket giver en realistisk følelse af at intimgrænser nedbrydes og maksimal indlevelse filmens personer og publikum imellem. Man føler sig som en ufrivillig aktør i spillet mellem Kelly, Joanne og Derek, hvad der er filmens klare force, her ville den ellers jævne historie i anden form falme hen til en grå kulisse.
Det er en påtrængende, støjende og kynisk rendestensskildring uden at blive patetisk, men også en rørende historie om luderen med hjertet af guld der tager en uskyldig 11-årig pige under sine vinger.
Afslutningsvis får vi ikke en rørstrømsk løftet pegefinger om den barske underverden i London, eller hvordan forholdene for prostituerede skal forbedres. Næ nej, i stedet præsenteres vi for a slice of life, et kort indblik i en beskidt virkelighed, uden moralsk stillingtagen. Dette trænger sig aggressivt på i tankerne og forsvinder ikke ud i horisonten som Halmtorvets ludere ville gøre det i bagspejlet, på en eftermiddags cruise gennem København. Trøstesløst og hårdt får man i stedet en tør lussing, der efterlader en rød kind dagene efter.
”London to Brighton” er en sanselig oplevelse, et hurtigt indblik i et brutalt og nådesløst univers og en imponerende spillefilms debut fra instruktør Paul Andrew Williams. Desværre falder filmen periodevis sammen, da en rå skald af virkeligheds skildring ikke er nok til at dække over det, trods alt, forudsigelige og uorginale plot. Når publikum stopper op og får pusten, ryger luften ud af ballonen, selvom dynamikken er med til at filmen aldrig går helt død. Kemien mellem Lorraine Stanley og Georgia Groome er naturlig, hjertevarm og ruskende barsk, de er med til at opretholde den autentiske følelse som er filmens primus motor. Williams er et interessant bekendtskab og en åbenlyst fantastisk personinstruktør. Hvis han i fremtiden bliver i stand til at skabe en velfungerende helhed frem for guldkorn, har vi her at gøre med en kommende mesterinstruktør.
Ekstra materialet og udgivelsen:
Rent visuelt er filmen på godt og ondt en bevidst skrabet fornøjelse, og efterlader ikke et større indtryk. Lydsiden derimod er temmelig god, med robuste Dolby Digital 5.1 og DTS lydspor med substans, der underbygger den krungende stemning.
Udover trailerne til "Chapter 27", "Fragile" og "Straightheads" er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse, hvilket er synd og skam. Filmen har vundet et hav af priser verden over og det ville derfor være oplagt med interviews og baggrundsmateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:Midget Entertainment .
