Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hele filmens væsen og budskab kan faktisk opsummeres i den fænomenale åbningssekvens. Kameraet glider henover et sandt tæppe af brugte patronhylstre og ender på Nicolas Cage der i ulasteligt jakkesæt og med en rygende ruinhob i baggrunden, leverer ovenstående citat. Dernæst får vi lov at følge en enkelt patrons rejse set fra dennes øjenhøjde: Fra den bliver udstanset på fabrikken, til den bliver pakket i en kasse, sejlet med containerskib til et afrikansk land, solgt til en guerillasoldat, smækket ind i en riffel og slutteligt ender sin rejse i panden på et ubevæbnet barn.
Lord Of War er historien om den fiktive sortbørsvåbenhandler Yuri Orlov (Nicolas Cage) fortalt af ham selv, gennem en både sorthumoristisk og informativ voice-over. Yuri er ikke nogen smalltime dealer. Da der ikke er store penge i de lokale gangsterkrige, får han lynhurtigt skabt kontakt til nogle af de mest sprængfarlige brandpunkter på verdenskortet og knyttet lige så sprængfarlige forretningsforbindelser til en lang række blodtørstige warlords i lande; herunder Colombia, Iran og Bosnien og ikke mindst vestafrikanske lande som Rwanda, Liberia og Sierra Leone. Takket være nedrustningsaftalen i forbindelse med den kolde krigs afslutning og de deraf følgende enorme og lettilgængelige våbenlagre i især Rusland, er Yuris varelager uudtømmeligt. Men med lovbogen i hånden er Interpol-agenten Jack Valentine ved at kredse sig ind på den skruppelløse våbenhandler.
Først og fremmest er Lord Of War en film med en mission og et vigtigt ærinde som en Michael More kunne have bragt på banen og den behandler den globale våbenproblematik på næsten samme halvdokumentariske facon som Traffic (2000) og Blow (2001) behandlede narkoproblematikken på. Samtidig er Lord Of War en yderst lækkert produceret film der (næsten) fremviser sit enorme våbenarsenal på så sexet og underholdene vis, som f.eks. John Woo gjorde det i Face Off fra 97.
Det kan synes noget paradoksalt at en film der i den grad fordømmer den omfattende våbenhandel, pakker sit budskab ind i en så nærmest våbenglorificerende indpakning som Lord Of The War gør. Men alene tilblivelsen af filmen medførte paradokser af langt værre karakter. Eksempelvis måtte instruktøren Andrew Niccol (Gattica, The Trumanshow) selv indkøbe 3000 AK-47 rifler og andet isenkram af en våbenhandler, da det, sørgeligt nok var langt billigere (og nemmere) at skaffe virkelige våben end falske. Men kan man leve med det er Lord Of War en fantastisk flot film der samtidigt vil det godt, uden at den på noget tidspunkt bliver kvalmende i sin politiske korrekthed.
Der er blevet mumlet i krogene om at man måske mister interessen for Cages karakter Yuri Orlov, da han ikke ændre personlighed eller holdning til sit erhverv i løbet af filmen. Personligt er jeg af den overbevisning at Lord Of War måske netop ville have kravlet over kvalmegrænsen hvis Yuri havde indset det forfærdelige i sine handlinger, lukket butikken og plantet blomster til tonerne af John Lennons Imagine. Nok får han moralske krampetrækninger da hans lillebror bliver dræbt som følge af hans arbejde og det er netop i disse sekvenser at filmen går i stå og jeg som publikum egentligt tabte interessen. Men krampetrækningerne forsvinder igen og filmen genvinder sit tempo.
At det til sidst lykkedes Interpol-agenten, der hader Yuri og alt hvad han står for som pesten, at arresterer Yuri og få ham fængslet, vil næppe komme som den store overraskelse. Men Yuri har naturligvis fuldstændigt styr på alle hullerne i lovgivningen samt ikke mindst på hvilken magt de mennesker han handler/samarbejder med har. Derfor kan han da også med rolig og nærmest arrogant stemmeføring forklare agenten, at han inden for 5 minutter vil blive sat på fri fod, idet verdens største våbenhandler; USA’s præsident, har brug for freelancere som Yuri til at sælge våben til de fjender af USA’s fjender som præsidenten ikke kan handle åbenlyst med. En deprimerende men nok desværre yderst realistisk slutning der viser hvor omfangsrigt hele dette netværk af korruption og magtmisbrug er.
Filmen afsluttes med følgende tekst:
”Privat våbensmugling er stadigt et givtigt erhverv. Men verdens største leverandører af våben, er USA, Storbritannien, Rusland, Frankrig og Kina. De udgøre også de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd”.
Nicolas Cage er her vendt stærkt tilbage oven på fæle flop som f.eks. Conair og The Rock og gør det særdeles godt som den samvittighedsløse våbenhandler og med den altid seværdige Ian Holm som rivaliserende våbenhandler, er der lagt op til en fantastisk film med et velvalgt soundtrack, der som film betragtet fuldt ud fortjener en varm anbefaling og fire flotte stjerner.
Men eftersom spillefilmen i dag er et af vores mest kraftfulde kommunikations/propaganda-midler, er det ind i mellem rart at se en film med et vigtigt budskab! Samtidigt skal nævnes at intet amerikansk selskab ville skyde penge i produktionen, hvilket burde tilføje filmen et ekstra lag af credibility. Derfor de fem skud fra hoften.
Ekstramateriale:
Består af en kun 20 minutters ”making of (…)” der ikke bidrager til det store. Derudover er der en 15 minutter lang dokumentar om våbenhandel generelt, der kunne have været rigtig interessant hvis den havde varet en time længere. Så følger en række fraklippede scener der køre ud i et stræk uden indledende forklaring eller kommentarer af nogen art, hvilket er trist og lettere kedsommeligt. Dernæst kan man se et ca. 6 minutter langt interview med Nicolas Cage hvor hverken Cage eller intervieweren viser sig fra deres kløgtige side. Slutteligt er der et instruktørens kommentarspor jeg i skrivende stund stadigt glæder mig til at høre.
Dette er alt sammen noget der udmærket kunne have været på samme skive som filmen, men det lyder jo af lidt mere at udgive en 2-disk version, der samtidigt giver anledning til at pakke hele herligheden ind i et lækkert papcover med indbygget patronkammer i ryggen.
Tre stjerner til ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Scanbox.
