Skriv en kommentar
På en fabrik i det kriseramte Picardiet i Frankrig får en gruppe kvindelige arbejdere en slem overraskelse, da de en morgen må sande, at hele fabrikken er blevet ryddet natten over, og chefen er stukket af. Men kvinderne lader sig ikke sådan slå ud og beslutter at sammenlægge deres kompensationspenge for at finansiere en ny forretning. Mange ideer kommer på bordet, men det eneste som vækker rigtig begejstring er, når Louise (Yolande Moreau) - en semi-retarderet analfabet, forslår, at de kan hyre en professionel hitman til at nakke chefen!
Forslaget accepteres, så Louise leder efter den perfekte mand til jobbet og støder desværre på den paranoide, ustabile sikkerhedsekspert Michel (Bouli Lanners), som har ’kontor’ i en nedslidt trailerpark. Michel har en kæmpe våbensamling, men det viser sig hurtigt, at han er ude af stand til at myrde noget som helst, hvorfor han får sin døende kusine, som jo ikke har noget at miste, til at udføre jobbet. Efter mordet viser det sig imidlertid, at den myrdede ikke var den ansvarlige for lukningen og så går den vilde jagt på de sande bagmænd bag fabrikslukningen!
Louise-Michel er en fransk komedie og allerede der skal man jo være på vagt. For fransk humor er ofte absurd. De to instruktører Gustave de Kervern og Benoît Delépine har udtalt, at den finske storinstruktør Ari Kaurismäki er et forbillede og det er gennemgående tydeligt. Filmen er absurd, grotesk og prøver at fange noget imellem Kaurismäkis humor og Godards brillante absurditeter, dog uden videre succes. I stedet leveres et omgang til tider upassende og morbid humor på grænsen til det usmagelige. Fx bygger en sidekarakter to høje tårne, monterer to modelfly på nogle wires, som smadrer tårnene, så de eksploderer. Hvorfor denne smagsløse ”joke” på World Trade Center er i filmen, virker hverken logisk eller særligt passende i nogen som helst sammenhæng.
Sådanne slags scener virker lige så retarderet, som vores kvindelige hovedperson Louise Ferrand. Mange af scenerne virker ikke, og det er som om, de kun er tiltænkt at give en billigt grin. Mesteren Kaurismäki formår langt bedre at inkorporere absurditeterne og den groteske humor i et sammenhængende univers. Scenerne virker pointeløs det meste af vejen og retarderer mere handlingens fremskreden end at give noget brugbart og nyttigt til filmens helhed.
Men det er så heller ikke hele tiden, at man væmmes. Instruktørerne Delépine og de Kervern er oprindeligt komikere fra Tv og man trækker da også på smilebåndet undervejs, når humoren kører så langt ud i det Monty Pythonske. Og specielt de overraskende elementer virker absurd komisk på den gode måde. Fx et kort flashback afslører, hvordan Louise koldblodigt skyder hovedet af sin tidligere chef. Det er derfor ikke overraskende, når hun foreslår sine kollegaer, at hyre en lejemorder til at gøre det af med deres nuværende chef.
I det hele taget er filmen en grim film, forstået på den måde skuespillerne alle er middelaldrende, kraftige, ucharmerende, usoigneret mænd og kvinder og at locations afspejler netop dette udseende. Louise er småfed, analfabet og retarderet. Michel er en småfed, usoigneret løgner som opfører sig som en 12 årig. Det er kun den kendte franske skuespiller Mathieu Kassovitz, der spiller en lille rolle i filmen, som har udseendet med sig.
Filmens billedlige stil er til gengæld meget mere interessant end selve handlingen i filmen. Lange indstillinger, udvaskede farver, rå lyd og skæve vinkler, som passer til historien om mennesker i den lavere ende af samfundet. Når personer går ud af billedet nægter kameraet i ægte Nouvelle Vague stil, at følge efter dem og da Michel bremser hårdt ned i bilen, titler kameraet ned fra dens position. Normalt ville man tage scenen om, men her vælger filmskaberne er beholde klippet som effektskud. Samtidigt er skuespillet improviseret og virker derfor troværdigt og reelt, på trods af at filmen kræver dem karikerede og groteske.
Titlen Louise-Michel er hentet fra den virkelige franske sociale revolutionærkvinde Louise Michel fra 1800-tallet, der voldeligt modsatte sig Bonapartiste styre. Den henviser dermed til arbejderklassen, som går oprør mod de højere magter, i filmen her, de multinationale industrier. Men her er den revolutionære kvinde delt i to, en retarderet kvinde Louise og svag mand Michel, og det skal ikke kunne siges om det ligger nogle større politiske kommentarer bag det hele.
Michel elsker at skyde mod stjernerne med hans hjemmelavede våben, men det er desværre det, filmen ikke formår at gøre. Det visuelle udtryk og skuespillerpræstationerne er på plads, men resten kommer ikke længere end til tagryggen. Det hele er som en usjov klovn, der uddeler balloner – vi tager ikke imod dem, selvom de er flotte.
