Skriv en kommentar
Coming-of-age genren har på flere parametre altid været det hemmelige våben for filmbranchen i USA - specielt for indie-produktionsselskaberne. Bl.a. med superhittet, "Juno" (2007) af Jason Reitman, Stephen Chbosky's adaption af bogen af samme navn, "The Perks of Being a Wallflower" (2012) og Richard Linklater's smukke og underspillede mesterværk "Boyhood" (2013). I år har der allerede været præmiere på endnu en stor coming-of-age succes i form af den Oscarnomierede "Call Me by Your Name", og nu får "Love, Simon" også præmiere i Danmark. En film som virkelig formår at ramme hovedet på coming-of-age-sømmet.
En stor hemmelighed
Simon har en hemmelighed. En temmelig stor hemmelighed endda. Han er homoseksuel. Ingen ved noget, hverken hans familie eller hans tætteste venner. I stedet forsøger han at finde det rette tidspunkt at springe ud på. Men da han en dag begynder at skrive med en anonym dreng, som går under pseudonymet Blue, og som ligeledes er homoseksuel, tændes der noget ekstraordinært i Simon. Han vil finde ud af hvem Blue er, så han kan springe ud sammen med ham - og på den måde omfavne sit nye og forandrede liv. Men tingene går dog langt fra som planlagt.
Oser af positivitet og kærlighed
"Love, Simon" er en af de slags lyse og varme film, som bare oser af positivitet og kærlighed. Man mærker energien fra det unge og talentfulde cast, ført an af den charmerende og veloplagte Nick Robinson (Jurassic World, 2015) i titelrollen. Det er nogle steder decideret hjerteskærende og andre steder akavet morsomt, når Simon forsøger at holde på sin hemmelighed, og samtidig skaber nogle yderst uheldige situationer for sig selv og sine venner. Plottet drives fint fremad med et overskueligt og tilbagelænet tempo, og man føler i høj grad Simon's indre konflikt, der strider imod, at hans venner og familie rent faktisk sagtens ville kunne håndtere hans hemmelighed. Jennifer Garner og Josh Duhamel lyser i øvrigt begge op i rollerne som Simon's hjertelige og kærlige forældre. Desuden har filmen et glimrende soundtrack, både i form af Rob Simonsen's score og den dejlige blanding af forskellige indiebands' værker.
Charmerende scene og for meget voice-over
Filmen som helhed bliver desværre hæmmet af overdrevent brug af voice-over, som i store mængder, hvis det bliver misbrugt som her, kan forekomme irriterende. Nogle gange må billederne bare gerne tale for sig selv! Samtidig er det ikke alle jokes i Isaac Aptaker og Elizabeth Berger's ellers så velfungerende manuskript, der rammer "bullseye". Gudskelov er der tale om minoriteten af jokes her, og langt det meste af humoren stemmer fint overens med de mere dramatiske scener. En scene, som frembragte et enormt og tilfredsstillende smil på mine læber, kommer midtvejs i filmen, hvor Simon fantaserer om, hvordan det må være at springe ud i den ideelle verden. Omringet af LGBT's karakteristiske regnbueflag, et hold af syngende og dansende unge mennesker på ægte "La La Land"-manér, og Whitney Houston's udødelige "I Wanna Dance With Sombody" på fuld blæs i højtalerne, giver denne scene en skøn følelse af tolerance og mangfoldighed. En kærlig hyldest med et glimt i øjet.
Fylder dig med kærlighed
"Love, Simon" fylder dig med et væld af kærlige og positive følelser, og du vil garanteret forlade biografen med minimum et bredt smil på læben.
