Skriv en kommentar
Lanceret som sommerens store åbenbaring på Disney+, og sat i sydlandsk miljø (nærmere betegnet Italien), så burde sagen være klar. Luca bliver et sommerhit.
Eller gør den? Alt synes rigtigt på overfladen, men det er alligevel som om at alle de gode intentioner drukner i det rene ingenting. Pixar og Disney burde ellers være så solide kræfter sat sammen, at kvaliteten ville være unægtelig. Det er bare ikke lige den fornemmelse, man sidder tilbage med efter cirka halvanden time i selskab med havmonstret Luca og hans nye venner. Det er egentlig ikke rammerne for eventyret, som fejler noget, for nede i havdybet ud for en italiensk kystby finder vi et fortryllet samfund. Her bor et havfolk i pagt med naturen, hvor vores centrale figur Luca har funktion som en slags "fiskehyrde".
Dog er han lidt af en dagdrømmer, og en dag bryder Luca en regel, som han ellers var blevet kraftigt advaret mod. Gå aldrig op på land. Sammen med vennen Alberto, så ender de altså i den verden vi mennesker kender til. Tilmed sker der det, at når havmonstre går på land, så indtager de menneskeskikkelse så snart de er tørre og fri af vand. Ved første øjekast er alt nyt og spændende i menneskeverdenen. Hvad er det børnene leger? Hvad er det dog de spiser? Hvad er det dog de kører på? Luca og Alberto er nysgerrige som bare pokker. Alt skal udforskes, hvilket går fint, i hvert fald så længe de indtager menneskeskikkelse. Transformationen er dog ikke længere væk, end at skulle Luca og Alberto komme i kontakt med vand, så skifter de så at sige ham. Og lige så undersøgende som de to er på deres nye omgivelser, lige så opmærksomme er byens befolkning på skrønen om havmonstrene. Findes de eller er det bare det pure opspind? Ikke desto mindre ejer nærmest hver en indbygger en harpun, just in case. Så alt imens vores to centrale figurer kigger menneskeverdenens fortræffeligheder efter i sømmene, så er de faktisk lykkeligt uvidende om, at de er i overhængende fare for hvert nyt skridt de tager.
Der går dog ikke længe før, at Lucas forældre finder ud af hvad der foregår. De beslutter sig for at tage på redningsaktion på land, og i deres søgen efter deres søn, oplever de lidt af hvert. Da de endelig finder frem til ham, så er Luca dybt involveret i både venner og fjender og ikke mindst byfestens triathlonlignende konkurrence, som både indeholder svømning, spisning og cykling. Spørgsmålet er, om de nye påvirkninger har ændret Luca så meget, at livet som havmonster er gledet i baggrunden?
Opskriften på et charmerende og dilemmafyldt eventyr er til stede, men... Det går alt for stærkt. Filmen vil en hel masse på alt for kort tid. Samtlige karakterer forbliver berørt uden dybde, og man føler ikke rigtig, at man kommer under huden på sit ensemble. Sidehandlingerne er ikke videre originale eller spændende, og overordnet set, så er Lucas konflikter (eller det som han skal stå op imod) alt for vagt portrætteret. Man er ikke på vanlig vis tryllet ind i handling og figurer, og vi snakker slet ikke prisuddelingspotentiale, som det ellers er blevet en vane for disse produktioner. Overordnet set er det vand, som Luca både lever i og skal udgå, gået hen og blevet lunken. Og den kop er der ingen, der rigtig gider at drikke af. Luca lider af at komme fra nogle normalt stærke brands, som borger for kvalitet. Desværre ligner Luca et produkt i form af sådan et puslespil, som man kommer og går til, og som man til sidst får til at passe nogenlunde sammen ved hjælp af saks og lim. Utroligt at Pete Docter (instruktør på Soul) som producer ikke har haft bedre fingerspitzgefühl.
