Skriv en kommentar
Der findes to slags mennesker i verden: de gode og de ekstremt onde. Sådan ser verden ud. I hvert fald i Stieg Larssons trilogi, og absolut også i filmatiseringen deraf. Det er sort/hvidt helt ned i detaljen: de gode bruger Macintosh og de onde PC.
Og mens antallet af skurke er steget og steget som en eksponentiel udvikling i løbet af de tre film, så man fuldstændig har mistet ethvert forhold til dem, er motiverne bag deres grænseløse ondskab forsvundet som dug for solen. Den gode gennemarbejdede historie fra især ’Mænd Der Hader Kvinder’, hvor vi kom ind bag psyken og motiverne på skurkene, mangler. Vi får mindre og mindre at vide om dem og deres organisation - ja, vi får knapt nok deres navne.
De gode derimod, dem kender vi. Lisbeth Salander (Noomi Rapace) og Mikael Blomkvist (Michael Nyqvist). En børnemishandlet, indelukket, men til gengæld genialt computerhackende 27-årig hadsk pige og en midaldrende, pæn, halvt modig/halvt naiv journalist, der hellere vil dø end lade verdens organiserede ondskab få selv den mindste sejr. Som skabt til hinanden!
Salander er blevet slemt såret i en øksekamp (!) mod sin far Alexander Zalachenko, der uheldigvis overlevede og endda ligger på samme hospital. En mystisk og tophemmelig gruppe et sted højt oppe i de kriminelle svenske systemer ønsker dog både Zalachenko og Salander dræbt, da de begge ved for meget. Samtidig er Salander anklaget for det tredobbelte mordforsøg fra slutningen af toeren. Og som prikken over i’et lurer Zalachenkos psykopatiske søn (der ligner Sylvester Stallone med en fin hvid toupe) i skyggerne, ude efter Salander som hævn for, at hun plantede en økse i Daddy’s hovedskal. Blomkvist tager det selvfølgelig på sig at redde Salander og Sverige fra disse skumle typer – uden overhovedet at ænse de venner og mennesker han har omkring sig.
’Luftkastellet der blev sprængt’ kan man beskylde for meget, men kedelig er den dog ikke. Larsson har igen vist os sin store indsigt i kriminalitetens systematik og en god journalistisk-detektivisk tilgang til problemet. Og instruktøren Daniel Alfredson har lavet en film, der fint formår at vælge det mest væsentlige fra så spændingen aldrig mistes. Det går desværre ud over persontegningen, dog, som allerede nævnt, mest på den onde side.
Den er flot lavet, og den er yderst velspillet som de tidligere.
Men det nytter ikke så meget, når historiens tredje del er alt for lineær og forudsigelig. Man sidder og tænker sig tilbage til de klassiske kriminalromaner, hvor handlingen tog en eller flere uventede drejninger; hvor man aldrig vidste hvem man kunne stole på. Den type figurer og narrativitet var fint integreret i de første to bøger, men mangler desværre fuldstændig i ’Luftkastellet der blev sprængt’. Der er intet originalt, intet overraskende i filmen. Ikke engang musikken kan peppe den op, der er bare et vagt Ringenes Herre-agtigt tema konstant svævende i baggrunden.
Konklusionen må være, at hvis man længes efter Salanders lækre punkerhår eller gerne vil støtte Larssons storsællert så vi i norden fortsat kan blære os med, at vi altså også kan lave ægte blockbusters, så gå ind og se ’Luftkastellet der blev sprængt’. Gør det også, hvis du er en af de to-trehundrede danskere, der endnu ikke har fået læst bogen og har set de to første film i trilogien.
Hvis ikke, så er her en opfordring til at bruge både tid og penge til noget andet.
Filmen er uegnet for børn og unge under 15 år.
