Skriv en kommentar
”Lykkebugten” er blevet til på inspiration fra forfatteren Camilla Läckberg og som sådan kunne man forvente en ferm håndtering af mange handlingstråde frem mod et forløsende klimaks. Det er desværre ikke tilfældet.
Historien tager afsæt i en kvindelig politiassistent, Johanna, der længselsfuldt kommer hjem til bopælen, blot for at finde sin kæreste i seng med en anden. Samtidig bliver hun ringet op af en stemme, der fortæller hende, at hendes mor er død. Johanna bliver derfor nødt til at rejse hjem til Hammarvik – og det er her historiens karakter af sæbeopera begynder at brede sig.
Johanna møder en gammel kæreste, Danne, fra før hun forlod Hammarvik. Danne er imidlertid blevet gift og har 2 børn. Johannas bror, Carl, bor i et hus over for barndomshjemmet, som deres mor boede i til det sidste. Carl er mere end almindeligt ivrig for, at Johanna skal sælge sin arvepart i barndomshjemmet til ham, så han kan rive det ned. Det ligger ganske enkelt i vejen for udsigten ud over den nærliggende sø.
Det ligger samtidig som en dyne over Johannas veninde, Madelene, forsvandt en gang for år tilbage. Da man ved et tilfælde finder en bil i havnen, hvor man finder et skelet i bagagerummet, er det nærliggende at tænke, at Madelene endelig er blevet fundet. Johanna vælger imidlertid dels at stå fast på, at hun vil flytte fast ind i barndomshjemmet og dels at søge forflyttelse til Hammarvik, så hun selv kan tage del i opklaringen af Madelenes forsvinden. Nåh ja, og så er der et ungt par, hvor pigen er Dannes unge datter, der bliver gravid i en efter fleres mening, herunder Dannes, lidt for tidlig alder.
Disse og en hel del andre handlingstråde bliver vævet ind og ud af hinanden, desværre uden udtalt sans for dramatisk fremdrift. Nu skal man måske ikke forvente at sidde ude på kanten af stolen til en serie, der tydeligt ikke har ambitioner om at levere neglebidende spænding. Der måtte dog godt have være et spændingsmoment, der fastholder beskuerens fokus og som sandsynliggør krimiplottets elementer – eller som grundigt leder os derude foran skærmen grundigt på vildspor.
Nu har jeg ikke det store imod det enkle plot. Johanne møder som nævnt sin gamle nu gifte kæreste og allerede i præsentationen står det bøjet i neon, hvad der bærer i retning af konflikt. Det er så bare en skam, at denne handlingstråd i stort omfang blot bliver håndteret med et mylder af klichéer, herunder ikke mindst, hvor Johanna i fortvivlelse sætter sig på gulvet og spiser is direkte fra bøtten.
Klichéerne står i kø i dialogen, der jævnt hen virker postuleret. Oven bliver kameraføringen ikke brugt til ret meget andet end at følge personer og begivenheder på behersket afstand. Der bliver ikke brugt close-ups eller skift af fokus mellem for- og baggrund. Desuden er de fleste scener bygget op og anvendt uden at være tænkt ind i forhold til den dramatiske fremdrift.
Farvesætningen er et kapitel i sig selv. Der er nok tænkt i enkelhed, men det havde nu været gavnligt for helhedsindtrykket at tænke den ind i det visuelle helhedsindtryk. Politistationen er således malet i skriggrønne farver, som jeg formoder ville lægge forhindringer i vejen for fokuseret politiarbejde i den virkelige verden.
”Lykkebugten” er lettilgængelig og ikke alt for voldsom krimi-underholdning, der desværre aldrig bliver rigtigt hyggelig og heller aldrig rigtigt spændende og uhyggelig. Historien forudsætter oven i købet over i en sæson 2 på Viaplay, hvor nye afsnit bliver lagt ud om tirsdagen, ét ad gangen.
