Skriv en kommentar
Anders W. Berthelsen har teamet sig op sammen med lovende og garvede danske skuespillere, i denne romantiske komedie. Det er Berthelsens semi debut som instruktør, efter en rolle som co-instruktør på publikumshittet og storfilmen; Ser du månen, Daniel.
Så langt så godt.
Vi er i nutidens Kolding, hvor Katrine, spillet af Sofie Torp, har alt hvad livet begærer.
Fed bil, kæmpe hus med den nyeste teknologi og et udseende der kunne gøre den vildeste hollywoodfrue jaloux. Men én ting mangler i livet, hendes kæmpe ønske om at blive mor. Katrine og Markus, spillet af Esben Smed, har prøvet alt, men intet har hjulpet på det store ønske, indtil livets mirakler, eller uheldigheder banker på hendes dør.
Det kommer vi til lige om lidt.
I modsætning til Katrine fjerner vi fokus over på søsteren Karoline, spillet af stortalentet Roberta Reichhardt.
Karolines liv er ikke ligefrem en dans på roser. RKI sender rykkerbreve, hun lever i rod og har ikke et fast job hun kan forsøde tilværelsen med. Det gør ikke tingene nemmere at Karoline gang på gang skal låne penge af Katrine, selvom de ikke har det tætteste søskendeforhold, men denne gang er tingene ikke helt så simple.
De to modsætninger har det til fælles, at de har en dement far (Kristian Halken) på plejehjem, og en afdød mor, men de plejer ikke deres forhold til forældrene på samme måde.
Katrine er endnu engang den ansvarlige og besøger både far på plejehjem, og mors gravsted. Karoline er derimod optaget af et liv med kæresten, DJ-fiaskoen Ronnie, spillet af Joachim Fjelstrup, der er ”høj på livet” og citerer gamle sange, ellers dur han ikke til det store.
Tilbage til livets ”mirakel”.
Karoline er presset økonomisk, og tingene bliver ikke bedre af at hun finder ud af at hun er gravid.
Sidste udvej er at spørge Katrine om penge igen, men denne gang har Katrine et modspil, hun vil give det dobbelte af hvad Karoline skylder, mod at hun må købe barnet!
Karoline er i tvivl, er det moralsk korrekt at gøre det, kan man bare give sin baby væk?
Dog kommer hun frem til at det er bedst for barnet at få et hjem væk fra hende og Ronnie.
Der skal dog laves en kontrakt og klausuler om at aftalen kan ophæves hvis barnet har skavanker.
Kontrakten bliver underskrevet, og det gør seerne vidner til forskellige sjove, inspirerende, men samtidig triste og dilemmafyldte episoder.
Og for resten, ikke at glemme at tingene ikke helt er og bliver som man havde forestillet sig.
Vi kommer til at overvære forskellige hverdags problematikker og moralske dilemmaer som; nutidens forældre, familie sorg, uopmærksomhed på andre end sig selv, men også at livets små detaljer og ændringer kan ændre vores adfærd og syn på tingene.
Katrine, der ikke kan finde ud af det med mennesker, bliver lige pludselig meget opmærksom på menneskerne omkring sig og hjælper sin søster, svoger og andre uden at have sig selv som første prioritet, og det er det stærke budskab i filmen.
Der sker selvfølgelig mere end det, men det må i selv gå ind og se.
Berthelsen rammer publikumsplet på en nerve, nemlig dér hvor det gør mest ondt, med denne hjertevarme komedie.
Højaktuelle emner som rugemødre, adoption, socialt og genetisk arv bliver fint berørt og får seeren til at spørge sig selv om, hvad man egentlig selv synes om hele debatten.
Overordnet set er det en forudsigelig god film, med gode budskaber, gode skuespillere, flotte billeder og en okay humor, men jeg kunne ikke lade være med at håbe på mere mens jeg så den.
Jeg forventede selvfølgelig ikke en falde på halen-komedie, men jeg følte at der var langt mellem snapsene. Det er en fin debut for Berthelsen, men taget hans erfaring i betragtning, burde der have været lidt mere kød på.
Sofie Torp skinner igennem på næsten hvert billede, men jeg savnede lidt, at Esben Smed kom mere på banen og dominerede lidt mere, det var lidt skuffende. Hvorimod Martin Høgsted, der spiller svogeren Steen, eller Stone som Katrine oversætter det, var ret sjov i sin helt egen kejtede, usikre og forvirrede måde at være på.
I bund og grund, er lykkelige omstændigheder noget individuelt og skifter fra person til person.
Taler jeg så om filmen eller begrebet?
Det må i selv afgøre.
