Magda (Penelope Cruz) er lige blevet skilt og er nu alene med sin søn, hvis drøm er at blive en kendt fodboldspiller. Det går hverken værre eller bedre, end at hun får konstateret brystkræft, og står til at skulle have fjernet det ene bryst. I sorgens stund, møder hun til en af sønnens fodboldkampe Arturo (Luis Tosar), der netop i dette øjeblik får meldingen om, at hans kone ligger i koma og deres datter er blevet dræbt, efter at være blevet kørt ned. Magda forsøger i den efterfølgende tid at støtte Arturo i hans sorg, samtidig med at hun selv får konstateret uhelbredelig kræft i sit andet bryst. Hendes læge og gynækolog blive følelsesmæssigt involveret i både Magda og Arturos liv, og det viser sig faktisk, at han har haft et forhold til Arturo og dennes kone i en eksklusiv swinger klub. Det lidt umage 3 kløver og Magdas søn forsøger at holde modet oppe imens de alle kæmper med store problemer, og så er det at Magda pludselig vil være gravid igen, og udfordringen bliver taget op.
Handlingen i Julio Medems drama er ikke til at regne ud på forhånd, og igennem hele historien flettes bånd imellem alle hovedekarakterne på en fin og ægte facon, der på intet tidspunkt virker fortænkt eller konstrueret. Det hele er mesterligt sat op, og Julio Medem der før har lavet film som Sex & Lucia og Tierra er en dygtig håndværker, der på fornem vis flætter alt sammen og vikler det hele ud igen til sidst, så man som tilskuer er med hele vejen. Ma Ma er klippet på en helt speciel måde, der gør den ekstra medrivende at se på, og de altid flotte billeder er skabt af fotografen Kiko de la Rica.
Alle rollerne i Ma Ma er perfekt castet, og helt fantastisk er Penelope Cruz i hovedrollen som den hårdt prøvede men stadig livsglade Magda. Hendes præstation slår gnister, og hun stikker med længder den præstation hun modtog en Oscar statuette for i Woody Allens mesterlige film: ”Vicky Cristina Barcelona”. Hun er som god vin, der bare bliver bedre og bedre med årene, hvilket ikke siger så lidt.
Er man til Spansk film der oser af erotik og drama, og en tragisk men dog livsbekræftende historie fortalt med stilsikker hånd fra en mester i genren, må man ikke gå glip af Ma Ma.
Ekstramateriale:
Der er ikke meget ekstramateriale på denne ellers fine udgivelse fra Another World Entertainment. Det er muligt at se filmens trailer og et kort slideshow med billeder fra filmen. Dertil er det muligt at se et trailershow med andre udgivelser fra Another World Entertainment.
Billedsiden er flot på denne DVD udgivelse, og lyden kan nydes i Spansk Dolby Digital 2.0 og 5.1.
Det er muligt at se Ma Ma med Danske undertekster.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.