Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvad nyt kan man skrive om en film, der har været set af over 950.000 danskere og som stort set kun har høstet 6 stjerner blandt de ellers så kritiske anmeldere? Tja, ikke meget skulle man mene, men som en minoritet blandt de danskere, der kan læse, har jeg rent faktisk ikke læst ”Mænd, der hader kvinder”. Se det er noget nyt!
Nok har jeg ikke læst bogen, men historien virker hurtigt genkendelig, men langt fra forudsigelig. For hvis du kender brætspiller Cluedo, så kender du i (meget) grove træk historien, om Mænd, der hader kvinder. Dunkelborg gods er byttet ud med en lille svensk ø, men spørgsmålet er det samme. Hvem gjorde det? I Cloedo er morderen at finde på slottet, men i ”Mænd, der hader kvinder” på øen, for ingen havde mulighed for at komme til eller fra øen, da broen var spærret det døgn. Mikael Blomkvist bliver sat på sagen, som umiddelbart lyder lige til, men det er den bestemt ikke, da mordet blev begået for 40 år siden, og man har ikke fundet noget lig.
Mikael Blomkvist er journalist og en rigtig dygtig en af slagsen, men må dog holde orlov, da han får en dom for bagvaskelse. Orloven bliver dog hurtigt afbrudt, da han bliver kontaktet af millionæren Henrik Vagner, som vil have ham til at opklare mysteriet om hans niece Harriets forsvinden. Han favoriserede hende og har derfor de øvrige familiemedlemmer mistænkt. Men som sagt er en 40 år gammel mordsag ikke lige til, og netop som Mikael kører fast i sagen, får ham hjælp fra en ukendt kant, nogen har nemlig hacket sig ind på hans computer.
Vi har grund til at være stolte, for danskeren Niels Arden Oplev, har instrueret ”Mænd, der hader kvinder”, og det er lykkes jetta bra! Han har tidligere lavet succesfilmen ”Drømmen”, hvor en sadistisk lærer i bedste ”Det forsømte forår” stil, terroriserer en elev. Det med menneskets mørke sider, må tiltale Arden Oplev, for det er ligeledes essensen i ”Mænd, der hader kvinder”. I filmverdenen opererer man med udtrykket ”Show, don´t tell”, og det lever Arden Oplev i allerhøjeste grad op til. Vi bliver ikke forskånet for noget og når man inderst inde opbygger en vrede og forargelse over det man ser, så har instruktøren efter min mening virkelig gjort det godt. En ting er at skildre noget på lærred, men at seeren bliver overbevist og tror på det, er noget helt andet.
Da jeg ikke har læst bogen, har jeg mulighed for, at bedømme filmen som et selvstændigt værk, og jeg må sige at den fremstår utrolig helstøbt. Der bliver til tider antydet nogle ting, som ikke bliver forklaret yderligere, bl.a. at Mikael Blomkvist har haft et forhold til redaktøren på Millenium (har jeg ret?). Om det er indforståede skildringer eller teasere til næste film, er svært at vurdere. En ting man ligeledes kan mærke er, at det er utrolig komplekse karakterer, her tænker jeg naturligvis på Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander, som man kunne ønske, at man fik et lidt større indblik i. Men igen, det er første del i en triologi, så jeg er sikker på at det bliver indfriet i de to næste. Og så her til sidst, en kort bemærkning om, hvor skønt det er en gang imellem, at se ikke-amerikanske film. Det er befriende at se nogle rigtige mennesker, som ja, har akne ar og ligner alle os andre blege skandinaver. Det virker dejligt autentisk.
Vi ses i biografen d. 18!
