Skriv en kommentar
Woody Allen, den unge pige og den modne mand
Med en blanding af Midnight in Paris' (2011) nostalgi og A Midsummer Night's Sex Comedys (1982) romantik disker Woody Allen op med en af sine mest bløde og tandløse film til dato.
Magic in the Moonlight er en sødmefuld svælgen i et nostalgisk 1920'erne, hvor velhavende briter drikker cocktails i sydfranske villaer og der er godt med vaseline på linsen.
Før man kan flyde med romantikken stikker det dog lidt i øjnene, at dette er en kærlighedshistorie om en ung kvinde i 20'erne og en moden herre i 50'erne.
Med Woody Allens nylige skandaler omkring misbrug af sin adoptivdatter, da hun var barn, for ikke at tale om sit kontroversielle ægteskab til en anden adoptivdattter, der er 35 år yngre end ham, bliver man let en smule utilpas ved hans evindelige, såkaldte ''maj-december'' romancer - aldrig mere på kanten end i Manhatten (1979), hvor Woody Allens karakter er kæreste med en teenagepige.
Det er derfor en lettelse at Magic in the Moonlights kærlighedshistorie formår at være så renskuret som Emma Stones omdømme, og at aldersforskellen bliver aldrig mere relevant end som et symbol for karakterernes forskelligheder. Woody Allen har ingen problemer med at gøre sine film er sympatiske, selv hvis der er tvivl om hans person.
Videnskab og magi
Stanley Crawford (Colin Firth) er en berømt illusionist i 1928. Ved siden af sit virke bruger han tid på at afsløre folk, der hævder, at de er synske. Hele Stanleys liv er nemlig bygget på troen at alt kan forklares med fornuft og videnskab. Da han bliver kaldt til Sydfrankrig for at afsløre den unge Sophie Baker (Emma Stone) tvivler han ikke et sekund på, at hun er en bedrager, der udnytter rige enkers godtroenhed. Sophies synske evner har overbevist næsten hele den rige Catledge-familie og sønnen er oveni købet blevet vildt forelsket i hende.
Stanley må nu tilbringe tid med Sophie for at gennemskue hendes tricks, men bliver efterhånden mere og mere rystet i sin stærke overbevisning om at alt kan forklares med fornuften - især når det gælder kærlighed.
En nostalgisk drøm
Sjældent har Woody Allen været blødere eller sødere end her. Filmens dilemmaer bliver hurtigt optegnet (fornuft versus det uforklarlige) og i et dovent sommerferie-tempo bliver de pænt afviklet igen. Der er intet i romancen mellem Stanley og Sophie, som ikke behandles med den ypperste britiske pli, og kriser såvel som kærlighed er små bump på vejen, der hurtigt glemmes igen.
Colin Firth og Emma Stone er begge karismatiske, intelligente skuespillere, og de formår at komme lidt kød på den ellers spinkle historie. Colin Firths elskelige, engelske gentleman bliver varmet at Emma Stones boblende entusiasme og de har en god venskabelig kemi mellem sig. Som nævnt bliver der aldrig gjort opmærksom på aldersforskellen, som fungerer meget fint som rent symbol for kynisme overfor håbefuldhed.
Der er ingen tvivl om, at dette er en underholdende og charmerende film, som ikke vil fornærme nogen. Alt er behageligt. Kostumerne er smukke i sarte pastelfarver og alt er filmet med blød og sommerlig lyssætning. Skuespillerne er alle dygtige, og manuskriptet udmærket med et par gode grin. En tand mere kompleksitet ville dog have gjort godt, og man fornemmer at Woody Allen er playing it safe.
Hvis man vil henføres i en nostalgisk drøm om britisk velstand, gode manerer og champagne indtaget i sommernatten er dette et helt fint valg, men forvent ikke at noget bider sig fast.
