Det moderne eventyr
Den dystre genfortælling af et klassisk eventyr er efterhånden så bekendt for biografpublikummet som den Nolanske behandling af superhelten, og Maleficent virker måske som lidt af en efternøler i genren.
Der var hele to versioner af Snehvide i 2012 med den fjollede Mirror Mirror og den undervældende Snow White and the Huntsman. Før dette svulmede Amanda Seyfrieds bryster ved synet af ulven i Red Riding Hood (2011), mens The Twilight Saga lånte med arme og ben fra det samme eventyr om pigen, ulven og jægeren.
Mens disse eksempler havde fokus på den unge, jomfruelige piges debut og overlevelse i en skræmmende verden fuld af ulve, vampyrer og onde hekse, har Maleficent en anden vinkel.
Her er der fokus på og sympati for heksen, Malificent (Angelina Jolie), som forbander den unge pige til at sove for evigt.
Den onde heks med en fortid
Handlingen i det klassiske eventyr om Tornerose er kun en mindre del af Maleficent. Filmens første ærinde er at give en forklaring på Malificents vrede, der leder hende til at forbande kongens eneste barn.
Kongen Stefan (Sharlto Copley) var engang en fattig bondedreng, som var barndomsven og senere kæreste med den unge Malificent. De unges kærlighed spoleres af Stefans ambitioner om en dag at være konge, hvilket leder ham til det ultimative forræderi. Maleficents lykke overtages af vrede.
For at beskytte barnet, Aurora (Elle Fanning), mod forbandelsen sender kongen hende væk med tre feer for at opvokse hemmeligt i en hytte i skoven. Maleficent finder Aurora og sammen med hendes ravnetjener (Sam Riley), følger hun barnets udvikling fra barn til teenager, og bliver i sidste ende pigens ven.
Men hvad med forbandelsen?
En feministisk vinkel
Maleficent ligner et bevidst forsøg på at undergrave de kvindeidealer, som Disney selv har serveret siden deres første lange animationsfilm i 1939. Her ser vi den overordentligt passive karakter Snehvide, hvis catch-phrase er some day my prince will come. Nogle årtier senere er Disneys Tornerose lidet bedre og det er denne film fra 1959, som Maleficent tager afsæt i.
Den feministiske kritik af disse eventyr, både som de bliver serveret af Brødrene Grimm og senere Walt Disney, er at kvinder enten er jomfruer (gode), mødre (gode) eller hekse (onde).
Maleficent er rimeligt original, idet jomfruen her, Aurora, er en kedelig bifigur, mens både heltinden og skurken er heksen. Utroligt, men jeg mindes ikke at have set det før i en filmisk genfortælling.
Gru og kedsomhed
Konceptet holder, men desværre halter filmen som underholdning.
Filmen er bedst hvor Maleficent møder både kærlighed og forræderi fra menneskene i starten af filmen. Scenen hvor hun forbander prinsessen er pragtfuld, idet den både nikker til tegnefilmen fra 1959, men også udstråler sin helt egen gru.
Angelina Jolie får meget af skylden for at så meget af filmen virker, som den gør. Hendes tilstedeværelse er ikonisk, især der hvor hun vises som dronning af elverlandet - hun udstråler ren styrke.
Kongen Stefans kærlighed/had forhold til Maleficent, som langsomt bliver til en ond besættelse, er også både stærk og uhyggelig. Og det er ikke en dårlig allegori for ekskærester ...
Desværre er alt, der har at gøre med Aurora og de tre feer kedeligt. De tre feer er intet udover lam comic relief, og Aurora løber bare rundt og smiler fjoget med blomster i håret.
Forholdet mellem Aurora og Maleficent burde være bærende for dramaet, men der er ingen kemi eller interessant udveksling mellem dem.
Klimaks har en vis pondus, men man har desværre skævet til uret et par gang på det tidspunkt.
Alt i alt er det en meget ujævn film, med et interessant koncept.