Skriv en kommentar
Hittebarn i Kansas
Da planeten Krypton er ved at implodere, sender Jol-El (Russel Crowe) og hans kone Lara Lor-Van (Ayelet Zurer) deres nyfødte søn Kal-El mod jorden for at sikre deres races overlevelse. De næste 33 år opvokser Kal-El, nu Clark Kent, på en gård i Kansas hos sine nye plejerforældre Jonathan (Kevin Costner) og Martha (Diane Lane), som forsøger alt for at holde Clarks superkræfter og oprindelse hemmelig for verden.
En dag invaderes jorden af Kryptons eneste overlevende hær anført af General Zod (Michael Shannon), som kort før Krypsons udslettelse forsøgte at overtage planeten med et kub, men blev fanget og sendt ud i rummet i dvale. Zod vil have Kal-El/Clark Kent udleveret ellers vil han destruerer jorden. Men kan man stole på, at han ikke vil gøre det alligevel?
Supermanfilm flyver langsomt
Superman har været længe undervejs. Lige siden Superman IV (1987) har der været adskillige forsøg på at genoplive superhelten med underbukserne uden på tøjet og den unødvendige kappe på ryggen. Tim Burton var klar på instruktion med Nicolas Cage i 1990’erne. Det blev aldrig til noget. McG, JJ Abrams, Wolfgang Petersen og Brett Ratner var inde over i start 00’erne, men det forblev kun på tegnebrættet.
Men med Marvels og DC Comics succes de sidste godt 15 år, var det kun et spørgsmål om tid, før en ny Superman ville se dagens lys. Det kom da også i 2006 med Superman Returns instrueret af Bryan Singer, men den blev aldrig anset af mange som værende specielt vellykket og langt fra på højde med de andre superheltefilm, som blev udklækket.
Talentmasse samles
Nu, syv år efter, forsøger DC Comics sig så på ny. Manuskriptet er skrevet af David S. Goyer som sammen med Christopher Nolan udviklede historien. Goyer har førhen, sammen med Nolan, skrevet Nolans Batman-trilogi og Blade-trilogien, samt Jumper (2008) og Ghost Rider: Spirit of Vengeance (2011).
Zach Snyder er ikke overraskende valgt som instruktør på filmen. Hans bagkatalog indeholder i forvejen tegneseriefilmene Watchmen (2009) og 300 (2006), samt hans debut genindspilning af George A. Romeros zombiehorror Dawn of the Dead (2004). Derudover har Snyder omsat bogen Legenden om Vogterne: Uglerne fra Ga'Hoole (2010) til film, samt hans egen originalhistorie; Sucker Punch (2011).
Alle forholdene synes at være på plads til at kickstarte endnu succesfuld superhelte franchise med fornyet talentblod. Men noget gik galt!
Glosuppe til morgenmad
Man of Steel er bevidst strippet for alt, hvad der ligner et tegneserieunivers. Humor og charme i replikker og handling er skåret helt væk. De karikerede karakterer er tonet helt ned til normale nutidige mennesker og replikkerne bliver leveret uden tække. Musikken er til gengæld skruet op på maksimum på følelsesregistret, klipningen er intensiveret til uudholdelighed og der er tilført action, effekter og eksplosioner til man kaster op! Og så kan man tilmed vælge at se hele miseren i en omgang konverteret 3D, der hverken giver fra eller til.
Valget om at strippe alt hvad Supermantegneserien stod for og opdatere universet til nutidige klimaproblemer, hvor Krypton bliver symbolet på menneskenes ressourcemisbrug og forsømmelighed til at passe på jorden, fører til en under middelmådig superactionfilm med et håbløst rodet plot, der sikkert kun hænger sammen i hovedet på Nolan, Goyer og Snyder.
Det hele er afspejlet i Amy Adams præstation som Lois Lane, der i den grad ligner en, der overhovedet ikke selv forstår, hvad der foregår. Hun mangler i den grad ryggrad, personlighed, karisma og er en utrolig svag karakter, der som en forstenet voksfigur med udstående øjne for det meste bare nøjes med at følge med og som, fremfor at tale, bare nøjes med at stirre. Dog kan hun ligesom Superman bevæge sig med lynets hast og dukke op ud af ingenting, når historien har brug for det. Men hvilket stir!
På samme måde er Laurence Fishburnes Perry White en alt for normal og tilbagelænet redaktør, som uden nogen gestikuleren eller armbevægelser, søvndysser os igennem scenerne. Man længes efter den gamle bestemte Daily Planet redaktør, Lois Lane med benene i næsen og den klodsede Clark Kent, som vi kender dem.
Autobots, autopilot og aufwiedersehen
Henry Cavill er dog filmens eneste lyspunkt, som en særdeles troværdig Superman med sine muskelløse overkrop, lysende blå øjne, tandpastasmil og afsmittende udstråling. Michael Shannon leverer også en superpræstation som den gennemtrængende onde General Zod, der aldrig tøver eller nøler i sine onde planer. Russel Crowe som Supermans far Jol-El bruger måske det meste af tiden med foldede arme, men han formår at leverer sine vanskelige replikker troværdigt .. indenfor universet rammer altså.
Man of Steel minder om Transformers 2, hvis den altså var instrueret af en krydsning mellem Michael Bay, Roland Emmerich og Uwe Boll. Hvad starter ud som en forvirrende historie om Supermans tilbliven ender med at blive en langtrukken sci-fi krigsfilm, hvor Superman ryger i baggrunden af fortællingen, mens alle os andre falder forover i biografsædet for at lede efter manuskriptet: for hvis de ikke har brugt oppe på lærredet, må det jo ligge et sted.
