Skriv en kommentar
Kirkeby falder
For to år siden faldt den danske billedkunstner, forfatter og filminstruktør, Per Kirkeby (f. 1938), ved et uheld ned af en trappe og slog hovedet. En trappe som han har gået op og ned af hundredevis af gange. Dette resulterede i en hjerneskade, hvor Kirkeby mistede noget af sin førlighed, men også evnen til at genkende farver og sågar sine venner og familie, nogle af egne kunstværker, samt begrænser hans synsfelt i venstre side. Følgevirkningerne forhindrer ham altså i at arbejde på samme måde, som han har haft får øje i hele sit kunstneriske virke, og som har givet ham international anerkendelse på den kunstneriske scene.
Filminstruktøren og vennen Anne Regitze Wivel har fulgt Per Kirkeby på nært hold siden faldet. Wivel har før lavet dokumentarfilmen Slottet i Italien (2000) om Kirkeby på toppen af sin karriere og i menneskelig krise. Da Kirkeby faldt greb hun altså igen kameraet og har fulgt Kirkeby igennem endnu en svær tid.
En kunstner i forfald
Kirkeby vil så gerne male igen, men følgevirkningerne frustrerer og begrænser ham tydeligt. Han har så mange ting, han gerne vil gøre færdigt, men hans koncentration og energi er næsten væk. Han frygter at blive doven, som han siger: ”En af de kedeligste ting i tilværelsen er at blive doven.” Kirkeby har problemer med at lagre ting fra venstre side i hjernen, hvilket for eksempel kan betyde, at han kommet i tvivl om det er hans kone, som står ved hans side.
Kirkeby reflekterer meget over uheldet og over livets ironi og skæbne. Han havde tidligere overvundet følgerne af en hjerneblødning og to blodpropper, men det bliver hans uagtsomhed og faldet ned af en trappe, der for alvor er tæt på, at gøre det af med ham. ”Pisseåndsvagt!” – som han selv siger det.
Kirkeby forsøger nærmest terapeutisk at inkorporer uheldet i sin kunst: de skæbnesvangre trapper skal indgå i hans maleriske udtryk. Men der er desværre lang vej tilbage igen, både mentalt og fysisk.
Heldigvis har Kirkeby stadigvæk beholdt sit ’lune’, altså humoren. Når han på et tidspunkt sarkastisk fortæller Wivel, at man skal også passe på med, at blive for rask, for så mister man alle privilegierne ved at være syg. Det er jo dejligt, når konen henter the. Han kan også stadigvæk fortælle anekdoter om, da han pissede i bukserne eller latrinær-humor, som vennen Erik Peitersen kalder det.
Mand Falder falder i kvaliteten
Mand Falder er ikke perfekt. Wivel begynder filmen med en personlig voice-over, der kluntet iscenesætter omstændigheder omkring Kirkebys fald på trapperne og hvorfor han nu sidder i kørestol. Ligesom Wivels egen mand, Svend Auken, gjorde, da han faldt og slog hovedet kort før hans død. Wivel var i gang med at lave en dokumentarfilm om Auken, som hun efterfølgende færdiggjorde til Svend (2011).
Vi kommer helt tæt på Kirkeby og det selvfølgelig Wivels fortjeneste, skabt af hendes privilegium som ven til netop at få frihed til at bevæge sig tæt på ham. Det Wivels nøgternhed i udtrykket og følelsesmæssige styrke, at vi kommer til at føle nærheden med Kirkeby, men også at vi oplever hans mavesure og irritable morgener, som gør ham til et menneske.
Filmen bliver dog trættende i længde og halter æstetisk, hvilket er paradoksalt i en film om en stor maler(!). Gentagende gange skal vi se Kirkeby male kruseduller, male om og kigge i bøger efter inspiration. Vi mangler at Wivel kunne have været mere kreativ i sit visuelle design og mere skarp i sin historiefortælling. Der mangler en egentlig historie.
Kernen i filmen er, hvordan en verdenskunstner kommer i krise, pga. at en uforudseende hændelse og hvad der sker, når man pludselig mister sine naturgivne evner. Som fluen på væggen følger vi et tilbageholdende og nøgternt portræt at en slagen mand, der forsøger at kæmpe sig tilbage til tidligere tiders kunstneriske snilde. Men der er ingen rød tråd i fortællingen og man kan ikke lade være med at tænke, at filmen skulle have været strammere fortalt og kortet en halv time af.
Mand Falder mangler spørgsmål og svar, idet Wivel står alt for tilbagelænet og observerer i stedet for at komme ind bag Kirkebys forslåede pandebrask. Måske føler Wivel, at hun gav svar nok i Slottet i Italien for femten år siden. Men det ændrer ikke ved, at Mand Falder står tilbage som en langtrukken og æstetisk utiltalende film, der kun fungere på et følelsesmæssigt niveau.
