Skriv en kommentar
Mandsstemmerne
I år 2002 mødtes en flok episke mænd og dannede Mandskoret, hvor øl, kammeratskab og korsang er grundstammen – og den norske dokumentarfilm viser på smukkeste vis, hvad det vil sige, når hjernen sættes i gang, og følelserne kommer i svingninger.
De mødes hver tirsdag – oftest med en bajer i hånden, og der lyder sprudlende firstemmig korsang med dirigenten Ivar Krogh Hovd, som har sat stemmegaflen for øret, og ikke er bleg for at råbe højt, hvis en stemme bliver sat for sent i gang af et medlem – og råbe forfra. Enkelte medlemmer fortæller på smukkeste vis den stemning, der er iblandt dem, og at de her kan tale om de følelser, de ikke kan i hjemmet, og den fantastiske følelse, at kunne flyve hjem efter en korprøve. Den store udfordring er nu blevet, at de skal synge til den store Black Sabbath koncert i Oslo med 10.000 tilskuere, og selv om de er lidt forfængelige, kan de ikke lade være med at spørge: Tror I så, vi kan få taget en selfie med Ozzy Osbourne.
Jeg lever som jeg vil
Filmen starter i højeste gear med koret på vej indtil koncerten, men så føres vi tre måneder tilbage i opvarmningen, korøvelser og de syngerJeg lever som jeg vil, selv om jeg ingen penge har, kører rundt i bilen og spiser kaviar, og Ivar Krogh Hovd har som dirigent også det overblik, at han skal kunne se kormedlemmernes psyke på dagen.
Teksterne er bramfrie som ”I´m an asshole”, da koret ikke gider den klassiske tekst fra Bjørnson eller Ingemann – og i korets koncertintroduktioner henvises til kvinder, at de kan komme på en puleliste, de har liggende ved indgangen. Og det bliver også sagt i filmen af en af korets hustruer: ”Du bliver altid så glad efter kor” – og det er noget alle føler.
Det umenneskelige
I forløbet får vi også at vide, at dirigenten, som er 52 år gammel, har fået konstateret kræft, og kun har 2-3 måneder tilbage – men han vil dirigere til det sidste – og vi følger den livskraft, han har, da han ikke kan mere på sygelejet, hvor medlemmerne dukker op – og alligevel liggende slår tonen an med sin stemmegaffel, selv om han næsten ingen ting kan sige – det giver livsglæde. Filmen fik mig til at tænkte på Nick Caves, Skeleton Tree, fra 2016, hvor han under indspilningen af film og CD får at vide, at hans 15-årige søn er død i et LSD-spring fra Brighton klipperne i England.
Men det er tankevækkende at møde dirigenten gå rundt og sige alle de naturlige spørgsmål: Måske sætter jeg mig nu ind i bilen for sidste gang? Måske går jeg nu ud af mit hus for sidste gang? Og vi er med i sangen: Havet tørrer ud, hjernen er alene - og hører også kormedlemmerne synge om: Coca-Cola Cowboys.
Filmen har forståelig nok fået mange priser – først som bedste norske dokumentarfilm i Bergen i 2018 og senere som bedste nordiske dokumentar ved CHP:DOX, 2019 – og der falder mange tårer i slutningen, da koret møder op til begravelsen få dage inden Black Sabbath-koncerten, og vi ser koret synge, uden lyden er med – det har for mig en langt større effekt – til gengæld synger de hele hjertet ud under 10.000 menneskers bifald – i en mere virkelig film om at héle sorg. De to norske filminstruktører har lavet en smuk livsskildring på en både morsom og inderlig måde.
