Et charterfly lander i lufthavnen på en landingsbane fyldt med politi, brandvæsen, ambulancer og FBI. Passagererne undrer sig i den grad over den voldsomme ankomst, for i deres optik er alt som det skal være. I hvert fald lige indtil at de får oplyst at de steg ombord på dette fly for 5 ½ år siden. Passagererne har imidlertid ikke oplevet noget usædvanligt ud over lidt turbulens, men faktum er altså at hvad de ombordværende har oplevet som omkring 3 timers flyvning ved ankomst takseres til en længere årrække. De hjemkomne har været formodet døde og nu står de altså spillevende uden selv at have oplevet noget usædvanligt.
Det er bare ikke så ligetil at skulle påbegynde sit normale liv igen, for på fem år er der sket en del. Nogle har mistet familiemedlemmer, nogles ægtefæller har fundet en ny samlever, nogle har mistet deres job, ja, find selv på flere. Hvordan genvinder man styringen med det liv, men førte, og som fem år senere ikke længere eksisterer? Og hvad gør man, når man pludselig er udstyret med stemmer i hovedet, som fungerer som forudsigelser og syn?
Hvorfor skete dette og hvordan genvinder passagererne en normal tilværelse er de to centrale omdrejningspunkter. Serien starter i første omgang med en utrolig ekstrem hændelse, og siden bevæger den sig over i en teori om en sammenhæng ledende tilbage til et citat fra vores centrale hovedkarakter Michaelas mor. Sæson 1 består af hele 16 afsnit a godt 40 minutters spilletid, hvilket er ganske usædvanligt efterhånden. Den lange spilletid betyder også at vores persongalleri skal igennem en transformation og udviklingshistorie, som leder mange kringelkroge og dilemmaer med sig. Lige nu kører sæson 2 på HBO, så der er et klart incitament for at der er mere i denne serie end hvad øjet skuer.
Personligt var jeg godt underholdt af seriens intro og igangsætning, og spørgsmålet, som vejer til grund for denne anmeldelse og karaktergivning, er naturligvis om den forholdsvis lange videre handling kan forblive interessant eller om serien langsomt taber kadence. Svarer får du her: Manifest er en spændende serie, som tør gå i dybden med sin tematik. Faktisk så meget i dybden at den på sin vis leverer flere meget langtrukne scener, hvor en del synes ligegyldige for den store sammenhæng. Det er af samme årsag heller ikke alle afsnit som er lige seværdige. Med tiden taber den sin intensitet, og kommer måske lidt langt væk fra sit udgangspunkt. Alligevel er Manifest svær at slippe, når man først er kommet i gang. Man er ganske enkelt nødt til at afdække dette mysterium. Manifest ender på 4 stjerner.
Udgivelsen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.