Skriv en kommentar
Forlægget for filmen om den døve, blinde og stumme pige Marie Heurtin (1885-1921) er baseret på en autentisk beretning i 1800 tallets Frankrig. I den periode fra årene 1880-1930 var der stort fokus på oplysning og viden om menneskets psyke både i lægelig forstand og på andre af livets områder bl.a. fra et filosofisk/naturvidenskabeligt perspektiv. Encyklopædiens fader, den franske filosof og forfatter Diderot udgav i 1749 et essay med titlen ”Lettre sur les aveugles à l’usage de ceux qui voient” (et essay om de blindes sprogbrug og levemåde modsat dem, som ser). Diderots essay får affinitet til historien om Marie, som er døv, blind og stum i 1800 tallets Frankrig.
Prædikater som ’un enfant sauvage’ (et ustyrligt barn) eller ’un monstre furieux’ (vildt, utæmmet dyr) blev brugt om børn med disse medfødte mangler. I begyndelsen har Marie (Ariana Rivoire) ikke noget sprog. Hun opfører sig og bevæger sig som et ’vildt dyr’. Hun har ingen manér, er beskidt og er klædt i en snavset sækkekjole.
Ved filmens begyndelse opsøger Maries fader klosteret i Larnay, som ligger i Poitiers-regionen. Han nænner ikke at sende hende på en galeanstalt. I klostret møder vi filmens anden hovedperson, nonnen og søster Marguerite (Isabelle Carré). Hun ser lyset i Marie. Derefter kaster Marguerite sig ud i en lang svær kamp for at give Marie et sprog og lære hende at kommunikere med omverdenen, til trods for at Marie både er døv og blind.
Der opstår et usynligt, tætknyttet bånd mellem dem, som varer lige indtil Marguerites alt for tidlige død. For Marguerite er Marie ’la fille de mon âme’ (min åndelige datter) og ’la lumière de ma vie’ (lyset i mit liv).
Der er ikke megen dialog i filmen. Derimod er det filmens force, at alle sanserne sættes i spil. Vi bliver draget ind i sansernes verden - de små ting i hverdagen, som talende og seende mennesker tager for givet. Vi får indsigt i, hvor kompliceret det er at tilegne sig et sprog. Fra hovedsætninger, bisætninger til adjektiver, biord på tegningssprog og i Maries tilfælde kan hun kun røre, ikke se og høre.
Isabelle Carré som Marguerite spiller med en sprød nænsomhed og styrke, som bliver den bærende karakter for filmens fortælling. På den cinematografiske side formår den franske instruktør Jean-Pierre Améris at skabe en ’lille verden’ og en del enkeltscener fremstår som klaustrofobiske rum, som på smuk og indsigtsfuld vis fremkalder stemningen og filmens budskab.
