Mark Knopfler er guitarist, sanger, sangskriver, og orkesterleder. Hans band, Dire Straits, blev dannet i London i 1977, og kendt verden over allerede året efter, med det eponyme debut-album Dire Straits fra 1978, hvorfra ikke mindst hittet Sultans of Swing blev et hit.
Selv om Dire Straits startede som et regulært band, udviklede gruppen sig snart til Mark Knopflers projekt med ham selv som omdrejnings- og ankerpunkt for en hel række af skiftende musikere.
I 1983 udgav Knopfler sit første soundtrack Local Hero, der efterfulgtes af Cal, og herefter fulgte en lang række andre soundtracks. Knopfler har også indspillet med Chet Atkins og Notting Hillbillies. I 1995 stedte han Dire Straits til hvile, og påbegyndte en regulær solokarriere, der i 1996 affødte albummet Golden Heart, en ukompliceret lidt gennemsnitlig udgivelse. Flere soundtracks kom til, og i efteråret 2000 udgav han Sailing to Philadelphia, hvor bl.a. James Taylor og Van morrison medvirker, et album der fik en blandet modtagelse. I 2002 udkom det tredie soloalbum Ragpicker's Dream, som er mere gælisk inspireret.
I 2003 var Mark Knopfler ude for en motorcykelulykke hvor han brækkede kraveben, skulder og ribben. Nu er han omsider tilbage med et nyt album - Shangri-La, indspillet foråret 2004, og co-produceret med Chuck Ainlay ligesom de foregående tre soloalbums.
Albummets navn er hentet fra det studio i Los Angeles hvor pladen er indspillet. Tekstmæssigt kommer vi vidt omkring, med sange som den smagfulde "Back to Tupelo" om Elvis Presley, singleudspillet "Boom, Like That" en ørehænger om McDonalds grundlægger Ray Croc, den funky up-tempo sang om sværvægtsbokseren, "Song for Sonny Liston", og "Donegan's Gone" om skiffle-kongen, landsmanden Lonnie Donegan. Titelsangen "Our Shangri-La" er en enkel, smuk sang. På "Postcards from Paraguay" kommer der lidt latino flavour ind over. "All That Matters" har et gælisk islæt, et dejligt akustisk klassisk Knopfler-nummer. "Stand Up Guy" er et langsomt laid back nummer med sublim lyrik. "Don't Crash the Ambulance" slutter pladen med noget der ligner en serenade fra en italiensk western.
Der er mere singer/songwriter over Shangri-La end de foregående albums, Knopfler er blevet mere fortællende. Det er også den klart mest tilbagelænede udgivelse til dato. Selv Eric Clapton gør han rangen stridig, i denne behagelige "slowhand"-udgivelse, der passer fænomenalt til Knopflers drævende stemme. Det er ikke typisk Dire Straits-lyd, så det kræver lidt tilvænning, men det er virkelig moden afdæmpet musik der holder.
Måske er Shangri-La det første soloalbum fra Knopfler der kan matche de bedste Dire Straits-udgivelser.
Pladen omfatter 14 sange. Den limiterede udgave af albummet indeholder desuden en DVD.
På DVD’en er ekstranummeret ”Summer of Love”. Desuden interviews med Knopfler og resten af de involverede musikere, og Mark Knopflers kommentarer til hele albummet. Faktisk er DVD’en en meget fin introduktion og appetit-vækker til selve pladen, som det er værd at se, inden cd’en sættes på, og vellyden fylder rummet!
DVDen er venligst stillet til rådighed af
Universal Music Danmark.