Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Niko Og Nordlyse...
Niko Og Nordlysets Hemmelighed billede



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Blu-Ray anmeldelse

Martha

30. november 2010 af Mads Bluhm

3 stjerner Skriv en kommentar KØB FILMEN HER

Martha billede

Fuldfed maritim folkekomedie/kultfilm i HD

Efter udgivelsen af Olsen-banden filmene på blu-ray åbner Nordisk film nu op for posen af gamle, danske folkekomedier. En af dem er en af undertegnedes absolutte kultfavoritter "Martha" skabt af det legendariske team Erik Balling og Henning Bahs, som også stod bag "Olsen-banden" og ikke mindst den eminente "Matador"-serie."Martha" er noget så sjældent som en skamløst underholdene maritim kultfilm. "Ret som hun går!"

Dansk hygge og anarkisme på bølgen blå
Det stolte men temmelig nedslidte skib S/S Martha sejler rundt i Middelhavet med en besætning af anarkistiske, charmerende og uduelige driverter. Dagene ombord på Martha fordrives med god dansk mad, store mængder alkohol samt konstante stridigheder mellem den del af besætningen, som har sin gang på dækket og den del, der sidder i "maskinen". Skibet har ikke givet overskud i årevis, men besætningen har formået at skjule dette faktum ved hjælp af sminkede regnskaber (overslæb!) og en usvigelig evne indenfor ubemærkethed. Besætningen går mere op i at hygge sig og skaffe forsyninger til det store kolde bord, som hver dag udgør skibets frokost, end i at udføre egentligt arbejde. Alt dette ændrer sig imidlertid, da skibsrederen A.P. Møl... ups O.P. Andersen (spillet med perfid elegance af Helge Kjærulff-Schmidt) en dag får brug for Martha. Han skal pinedød nå frem til Abbeden før sin norske dødsfjende, Tore Amundsen, ellers vil en vigtig oliekontrakt glide ham af hænde. Besætningen tages i ørene og må de følgende dage stramme sig mere an end nogensinde før, da både fyringer og trusler om ophugning hænger i luften. Men i sidste ende kan de jo godt, når de tager sig sammen, så S/S Martha klarer selvfølgelig skærene og redder dagen.

Fra biograf-forlis til kult-damper
"Martha" var sandt og sige ingen succes, da den havde premiere i 1967. I første omgang havde både publikum og anmeldere mest lyst til at kølhale filmen. Og det er bestemt nemt at pege fingre ad "Marthas" insisteren på at fastholde datidens kendte skuespillere i vanlige roller. Der er således ikke den store forskel på Poul Bundgaaards bløde og let forfjamskede andenmester, Alf, og så hans senere rolle som Kjeld i "Olsen-banden". Poul Reichardt spiller rollen som maskinmester Brovst, der ikke ligger mange takter fra flyttemand Olsen fra "Huset på Christianshavn". Morten Grunwald giver den som munter drengerøv lidt a la "Slå først Frede" osv. Det er også nemt at ind- eller afskrive "Martha" i en række af meget gammeldags folkekomedier, som i 1967 allerede var på vej ud af den danske filmproduktion. Men ser man udelukkende på filmen her 43 år efter dens premiere, så er den altså et løjerligt og uforskammet underholdende bekendtskab, som på forunderlig vis formår at holde skruen i vandet og være større end sine enkelte maskindele. Filmen tåler sagtens gensyn, især i kraft af den perlerække af folkekære skuespillere, som man finder på rollelisten, samt dens flair for livet på et skib og den herlige musik.

Skibet er ladet med...
Filmen byder på nogle herlige scener: Ove Sprogøs maritime stripnummer, Birger Jensens herlige falden på halen udskejelser og nogle fine running gags, som blandt andet afslører, at skibsrederens sekretær på trods af en meget konservativ fremtoning har haft ikke så lidt omgang med det modsatte køn. Dertil kommer som nævnt et yderst veloplagt musikalsk lydspor komponeret af en Bent Fabricius-Bjerre i fin form, hvor sang hele tiden kommenterer handlingen i "Martha", og det er svært at undertrykke lysten til at synge med. Filmen er en charmerende anakronisme, som giver et godt billede af dansk film fra en svunden tid. Den er som sagt nem at affærdige, men selv den mest forhærdede filmanmelder kan ikke afvise, at filmen mange steder er yderst veloplagt og charmerende.

Rigtige sømand elsker Martha
Det hører med til filmens mytologi, at den er blevet et sikkert hit blandt nordiske sømænd, som altid har elsket filmen, og som i tiden efter filmens gang i de danske biografer viste den på skibene til besætningernes store underholdning. En søgning på internettet afslører også, at der ganske fortjent stadig er stor kærlighed til det maritime kultmesterværk, udover flere fansider findes der sågar en eksklusiv Martha loge.

Lyd og billede
På den tekniske side imponerer Martha ikke ligefrem. Ganske vist har filmen aldrig set bedre ud på hjemmemarkedet, men det er tydeligt, at filmens forfatning ikke er lige god over hele linjen. Det virker umiddelbart heller ikke som om, at man har lagt den samme ildhu for dagen i oprensningen af "Martha", som man tydeligvis har gjort det med Olsen-banden filmene. Filmens oprindelige monolydspor gengives via et DTS-HD Master Audio 2.0-mix. Lydsporet er ikke synderligt bemærkelsesværdigt, da det i sagens natur jo er i mono og ikke gør brug af nogen surround effekter. Lydsporet gør dog, hvad det skal, og fremstår klart og tydeligt hele vejen igennem. På den tekniske side holder Martha blu-rayen sig lige akkurat flydende, men heller ikke mere end det, hvilket sikkert vil have glædet besætningen.

Ekstramateriale
Her er der tale om et rendyrket forlis, for det eneste ekstramateriale på "Martha" er en række traileres for andre Nordisk film udgivelser. Man kunne med rette have ønsket sig et kommentarspor eller en dokumentar, som gik lidt i dybden med filmens kultstatus, men ak. Et så sparsomt udbud trækker altså ned i den samlede bedømmelse, og selskabet børe kølhales eller i det mindste have nedskåret den daglige ration rom til det halve.

Alt i alt
"Martha" er den ultimative blanding af maritim karikatur, kitsch og folkekomedie på godt og ondt. Det er ikke en film, som alle vil elske, men alle bør unde sig at se den mindst én gang om ikke andet så for at komme i kontakt med sin fordrukne, indre sømand! Denne blu-ray udgivelse holder sig kun lige flydende i kraft af filmens charme og en moderat forbedret billedeside.

Filmen er venligst stillet til rådighed af NTC A/S

Titel: Martha
Original Titel: Martha
Premieredato: 9. november 2001
Instruktør: Erik Balling
Skuespillere: Ove Sprogøe, Karl Stegger, Helge Kjærulff-Schmidt, Lily Weiding, Henrik Wiehe, Birger Jensen, Poul Richardt, Poul Bundgaard, Morten Grunwald, Paul Hagen, Preben Kaas, Hanne Borchsenius
Spilletid: 93 min.
Selskab: Nordisk film, 1967
Genre: Humor





banner
Overskrift Højre Block
ARCHITECTION
THE ROOM NEXT DOOR
Girl You Know It...
Venom: The Last ...
We Live in Time
THE SUBSTANCE
Alien: Romulus
Smile 2
THE APPRENTICE
The Exorcism (Bl...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...