Nordisk Film har fået gang i genudgivelsen af danske ”klassiske” film på dvd; ikke mindst Olsen-bandefilmene og Morten Korch-filmene står for tur i den kommende tid. Det gælder dog for en lang række af såkaldte danske folkekomedier, at man skal anstrenge sig endda overmåde meget for at sige noget godt om dem. Det gælder også Martha.
Historien om det gode men særdeles rustne danske skib Martha der har tøffet rundt i Middelhavet i alt for mange år led en krank skæbne, da filmen havde premiere i 1967. Anmelderne kunne bestemt ikke lide filmen, og af nogle blev den set som et tilbageslag for instruktøren Balling. Tilskuerne svigtede også filmen i premiereåret i forhold til budgettet. Men den blev hurtigt kult blandt nordiske sømænd der dengang fik tilsendt 16 mm-film ud på skibene til almindelig underholdning – en hurtig søgning på internettet viser endda flere sømandssider hvor Marthas pris besynges (en sømandskultfilm, hva´behar!).
Filmen er en drivertfortælling; det gode skib Martha har ikke givet overskud i årevis, men pyntede årsregnskaber har sikret at besætningen dagligt kan dække det store kolde danske bord, og så ellers håbe på at den misligholdte maskine holder fra havn til havn, fra år til år, imens de bestiller så lidt som muligt på en sjov måde.
Ved premieren fremhævedes Birger Jensens dæksdreng, og det er der også grund til at gøre i dag. Hans katastrofalt kluntede kropsudfoldelser er et forløsende element i en film der trods den eksotiske location fremstår gennemkonventionel. Måden Birger Jensen serverer kaptajnens morgenmad på – en øl og en dram – måden han skrår over gaden på, og måden han taler stammende sort københavnsk på lover hver gang slapstick af bedste aftapning. Men ak; hvis Balling dog bare havde turdet lægge mere over på denne umulius ville meget være vundet. I stedet er det filmen der fremstår umulig, og helt galt går det, da filmen langt om længe og stakåndet introducerer et egentligt plot ved en pludselig indskudt fortællerstemme der redegør for, hvorfor skibsredderen nu må stige om bord på denne plimsoller.
Det er ofte nok blevet begrædt, at de kendte danske filmskuespillere i folkekomediens mange år fastholdtes i de samme roller, men vi er efterhånden nået frem til nye generationer af tilskuere der stort set ikke kender gentagelserne, så den målestok for kvalitet gælder ikke rigtig længere, når filmene efterhånden genudgives eller vises på TV (for hvem lejer eller køber filmene i dag konsekvent og hvem slår lige netop over på den rette TV-kanal i dag konsekvent – traditionen og nostalgien har det sådan set svært!). Ret beset er det også inderligt ligegyldigt i forhold til den enkelte film; kravet om kvalitetsfilm består. Problemet er ikke, at Poul Richardt spiller brysk og fuld maskinmester, Poul Hagen pertentelig og ”videnskabelig” romantisk telegrafist, Karl Stegger jovial tyk kaptajn, Ove Sprogøe beregnende bogholder, Morten Grunwald københavnsk arbejdercharmør, Preben Kaas fuld også når han ikke er det, og Poul Bundgaard blød og forfjamsket med hang til panik. Problemet er snarere, at al denne (danske småborgerlige) hygge i dag fremstår som fra en svunden tid; konventionerne viser sig i al deres tidsbundethed, succes eller ej dengang (Martha gik trods alt i knap to måneder i Palads i København). I –67 havde den moderne film allerede gjort sit indtog og delt publikum eftertrykkeligt; det var Martha op imod også selvom Balling arbejdede energisk i 2 år på at realisere filmen.
Selvom Martha trods alt levede videre ude på de nordiske skibe mange år efter, er det i dag næsten alt for let at udnævne den til et ikon for en døende dansk folkekomedietradition, der i mange år fik lov til ukritisk at sejle sin egen sø. Efter Matha var der sådan set kun Olsenbanden og Korch-reminisensen tilbage.
Imens Nordisk Film relancerer danske ”klassiske” film, må man undre sig over, hvor de store danske film bliver af. Kan det virkelig være rigtigt, at vi over nettet skal importere Dreyers mesterværker og Triers ligeså mesterlige Europa-trilogi fra USA (Criterion), for ikke at nævne alle de andre virkelige danske klassikere det ikke er til at opdrive nogen steder. Ja, beklagelsen gælder såmænd for europæiske film en masse! Det er simpelthen for dårligt!
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.