Skriv en kommentar
Ain't it good to know that you've got a friend
When people can be so cold
They'll hurt you, and desert you
And take your soul if you let them
Oh, but don't you let them
(Carole King, You’ve got a friend, 1971)
Mary Daisy Dinkle er en 8-årige, ensom pige, som bor i Melbourne, Australien. Hendes yndlingsfarve er brun og hun har bæ-farvede fregner. Hendes bedste stunder er, når hun ser tv-serien ”The Noblets” og spiser kondenseret mælk sammen med sin fårekylling, der lugter af regn. Max Jerry Horrowitz, en 40-årige jødisk mand med aspergers (mild variant af autisme), bor i New York og har hele samlingen af the noblets-dukker systematisk opstillet i tre sættekasser med lige lang afstand fra hinanden. Han spiser chokolade hotdogs, mens han ser ”The Noblets”. Max har altid sin hjemmelavede pixibog med ansigtsudtryk på sig, så han kan regne ud, om folk er glade, vrede eller ked af det.
Mary & Max er ikke blot en personlig historie, men man aner straks, at filmen er et gennemført og unikt stykke håndværk. Fælles for mange af Adam Elliots tidligere animationer er, at de alle kredser om temaet - ensomhed.
Fra instruktørens hånd kommer ensomheden til udtryk med en inderlighed, der er dybt rørende - det er i form af lidenskab, humor og patos.
Det tematiske musikstykke slår den drilske og melankolske tone an i åbningsscenen sammen med de gennemgående farver, brun, grå og rød.
Pennevenskabet kommer på prøve. Med figuren Mary får instruktøren sit budskab frem, at det kan gøre mere ondt at miste sin bedste og eneste ven end én kæreste. De to former for relationer bygger på forskellige følelser. Derfor går Mary i hundene, får depression og ligger på selvmordsranden, da hun ikke får Max’s bekræftelse i forbindelse med hendes afhandling om aspergers syndromet.
Ensomhedstemaet vises ved, at karaktererne er isoleret fra hinanden, selvom de sidder i samme rum eller ved siden af hinanden. Max sidder ofte ved siden af forskellige mennesker på bænken ved busstoppestedet og undres over dem.
Mary og hendes mand Damion sidder for hver deres ende af bordet ved måltiderne. Det minder om en scene i ”The hours”, hvor familien sidder om spisebordet og taler om, hvor hyggeligt de har det sammen, og det er stik modsat – der sidder tre ensomme mennesker, og det gør ondt at se på.
Mary & Max er en film fortalt lige fra hjertet. Den minder os om, at venskaber og relationer skaber stærke bånd og gør os til dem, vi er – nemlig mennesker! – af hele hjertet, se den!
