Det bliver de tre børn John, Annabel og Georgie som får hjælp af verdens mest magiske barnepige, nemlig selveste Mary Poppins. Det er efterhånden meget længe siden at vi fik det første eventyr med Poppins i hovedrollen (og rent faktisk en film jeg aldrig har set), og spørgsmålet var derfor for mit vedkommende, om Mary Poppins har sin berettigelse her anno 2019? Denne gang er tøjlerne smidt over til Emily Blunt, og hun formår faktisk at opretholde den klassiske musical/cabaret-stemning uden at virke hverken for gammeldags eller for nymodens. Det må være en karakter-homage af rang, som Blunt lykkes med. Men hvad så med handlingen? Ja, den er omvendt så nok en anelse for simpel i forhold til hvor lang tid der er gået mellem den gamle og så denne. Vi har familien Banks i økonomisk krise, og hvor de nuttede små børn gør hvad de kan for at udtænke en plan for at redde familien. Dog klarer de den naturligvis ikke uden den svævende barnepige, som næsten fungerer som en slags pædagogisk superhelt.
Mary Poppins Returns blev nomineret til 4 Oscars, men måtte gå tomhændet hjem fra uddelingen. Der har næppe været kød nok på benet, og konkurrencen har været for hård i samtlige kategorier. Dog kan man sagtens forestille sig at børn og barnlige sjæle nok vil begejstres over tilbagekomsten, og der vil nok blive sunget og nynnet med i mange små hjem, når filmen når frem til hjemmebiografen. Man skal nemlig ikke glemme at Mary Poppins er en uomtvistelig del af musical-genren på godt og ondt. Det bliver imidlertid meget poleret og nussenusset grænsende til det klæge. Tilmed er det simpelthen ikke alle scener som virker hverken rationelle eller gennemtænkt, men mere et påskud for sang og musik som en konsekvens til filmens retning handlingsmæssigt. Det tæller naturligvis godt og grundigt ned.
Filmens øvrige cast redder ikke meget, selvom det er overladt til etablerede kræfter som bl.a. Oscar-vinderne Colin Firth og Meryl Streep. Bedst er faktisk de animerede medspillere som eksempelvis hunden Shamus. Samtidig kan jeg ikke rigtig finde nogen argumenter for at spilletiden runder over to timer. Det er længe for børn og unge at sidde, når nu plottet er så ligetil. Man skal være gjort af et særligt stof for at sidde Poppins genkomst overhørig. Det bliver ret hurtigt kedeligt i flere passager, og hvis man sætter plus og minus over for hinanden, så vejer det uforløste tungest. Faktisk så alvorligt at jeg ikke kan vride mere end to stjerner ud af Mary Poppins.
Man kunne med rette sagtens være bekendt at have ønsket sig mere af Mary Poppins Returns, og det er svært at forestille sig at den kommer til at tilfredsstille ret mange voksne seere. Til gengæld kan de så sikkert få mere glæde ud af ekstra materialet, som byder på lidt af hvert lige fra sange til fraklip.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney.