Skriv en kommentar
En anmeldelse er ligesom en voice-over i en film. Den forklarer, hvad jeg tænker eller har tænkt, og hvad du kommer til at føle, når du læser og ser. Men du ved ikke, hvilken stemme anmeldelsen bør høres i. Dyb og mystisk? Lys og legende?
Eller som en usikker teenagedrengs kiksede kvæk underfundigt italesat af Thomas Mann som hovedpersonen Greg i Me and Earl and the Dying Girl.
Velkendte High School-rammer
Det er uhyggeligt tit, at film om High School-tiden bruger voiceover som en stor del af manuskriptet og Me and Earl and the Dying Girl er ingen undtagelse.
Men det er betryggende, når den overlagt uengagerede dog charmerende ungkarl beretter:“I have no idea how to tell this story. I don’t even know how to start it.”. Med ét ved man, hvad man har sat sig i biografen for at se, og sædet under én føles lidt mere blødt og hjemmevant. De forvirrede teenagefølelser kan nu få frit spil inden for de velkendte, dog vanvittigt klichéfyldte, rammer for coming of age-filmen.
Greg kommer selvfølgelig igang med historien, og Thomas Mann er et karismatisk og humoristisk omdrejningspunkt. Greg er den typiske outsider i sin High School, men har valgt sin rolle med omhu. Derfor finder han det unødvendigt, da hans Mor (Connie Britton) tvinger ham til at besøge en mere eller mindre tilfældig pige fra hans skole, der har fået konstateret leukæmi.
Et eller andet ved denne Rachel (Olivia Cooke) fanger dog Gregs nysgerrighed og han slår et venskab op med den tikkende bombe. Han introducerer hende endda for sin kollega(/ven) Earl (RJ Cyler), der viser Rachel de hemmelige hjemmevideoer de laver sammen over gamle filmklassikere.
Eksotisk krydrede svinefødder
Me and Earl and the Dying Girl har dog et kæmpe problem i sin portrættering af teenagere med en mørkere hudfarve end den ligblege Greg. Earl siger stort set ikke andet end “play with ‘em titties” i den første halvdel af filmen, og da de ved et uheld kommer til at tage stoffer er Greg ved at gå fra forstanden, mens Earl tager det roligt. RJ Cyler tager godt nok revanche i anden del af fortællingen, men det er uhyggeligt, at en sådan sterotyp stadig findes og er accepteret i filmkulturen.
Heldigvis har Nick Offerman, fra blandt andet Parks and Recreation, en lille birolle som Gregs arbejdsløse og badekåbebærende far, der stjæler opmærksomheden med sin latterligt underspillede humor, når han tilbyder Greg og Earl eksotisk krydrede svinefødder og har et aldeles tæt forhold med huskatten.
Tilpas skør
Konceptet om de små hjemmevideoer er hylende morsom, især hvis man har en filmnørd gemt i maven. Meta-effekten er dog Me and Earl and the Dying Girls bjørnetjeneste forklædt som vittig selviscenesættelse. Kombinationen af den overforklarende voiceover og de flerdobbelte meta-lag gemt i hjemmevideoerne klinger til tider af en manglende respekt af tilskuerens intelligens, men det er måske bare en gnaven filmrottes sure opstød.
Der er selvfølgelig en del ligheder med sidste års ungdommen-forholder-sig-til-kræft-film, The Fault in Our Stars, men nu er hovedpersonen ikke syg.
Det handler som sådan ikke om the dying girl, men om hvordan Greg reagerer på sygdom og død som utilpasset teenager - et udgangspunkt der i denne film succesfuldt bliver mere kompliceret og interessant at forstå end rollen som kræftpatient.
Me and Earl and the Dying Girl er en tilpas skør historie, der selvsikkert og kvækkende fortælles af Thomas Mann på en sød og charmerende og drønende underholdende måde.
