Den store mand Orson Welles. Kendt for sin brummende, karismatiske stemme og et talent så stort, at det kun var overgået af mandens enorme korpus, der voksede sig større år for år. Og samtidig kendt for sit temperament og sin arrogance, der bevirkede, at mange af hans projekter gik i vasken. I en alder af blot 25 år lavede han i 1941 milepælsmesterværket Citizen Kane, der med sin innovative flashback-struktur revolutionerede filmkunsten. Årene forinden havde Welles dog været en central skikkelse i radioen og på teatret, og det er denne tid, der er omdrejningspunktet i Me and Orson Welles.
Filmen udspiller sig i 1937, hvor unge Richard Samuels (Zac Efron) får en rolle i Orson Welles' (Christian McKay) opsætning af Shakespeares 'Julius Cæsar', der er omskrevet til at foregå i Mussolinis Italien. Richard ansættes få dage før premieren og er vidne til det store kaos, produktionen gennemgår, fordi Welles stiller urimelige krav og sommetider ankommer på settet flere timer forsinket. Dette resulterer selvfølgelig i megen stress hos teaterstaben, hvilken Richard kommer ind på livet af. Især får han et godt øje til den yndige Sonja (Claire Danes), hvilket skal vise sig at få konsekvenser for hans fremtidige skuespilkarriere.
Kodeordet i Me and Orson Welles er charme. Alt lige fra den præcise scenografis afbildning af 30ernes New York til den jazzede lydside emmer af charme – for slet ikke at nævne skuespillet, der er filmens force. Claire Danes, hvis mælkehvide tænder smukt kontrasterer hendes ildrøde læbestift, er yderst indtagende i rollen som Sonja, og selv High School Musical-boy wonder Zac Efron glimrer hist og her.
Men filmen tilhører Christian McKay og hans fantastiske portræt af Orson Welles. Selvom McKay er væsentlig ældre end Welles' bare 22 år i 1937, tilgives det hurtigt, da præstationen er så gennemtrængende. McKay har indfanget Welles' væremåde og facon på uhyre præcis vis og samtidig formået at give rollen en personlig kant, der holder portrætteringen fra at blive en imitation. Scenerne med Welles er klart filmens bedste, og med McKay som formidler fornemmer man på én og samme gang Welles' storhed og storhedsvanvid. Se, dét er skuespil.
Samtidig gør Welles' utilregnelighed i Me and Orson Welles, at fortællingen bliver uforudsigelig, og man keder sig derfor aldrig som publikum. Snarere sidder man med et smøret smil og smågriner hele filmen igennem. Med Orson i spidsen drypper og driver der nemlig charme ud af alle lærredets leder og kanter, hvilket egentlig ikke er noget under, for Hr. Orson Welles var mester i at betræde det grænseland mellem selvtillid og arrogance, der kaldes charme.