Skriv en kommentar
En af aspekterne ved den klassiske konflik mellem menneske og maskine, er udvikligen af menneskeligende robotter. Vi kender dem som bl.a. androider og langt hen ad vejen er det mest noget vi forbinder med film som bl.a. ”Blade Runner” og ”I, Robot”. Dog er der advanceret forskning , hvor det efterhånden er muligt at skabe robotter der på overfladen ligner mennesker. Men er det muligt at udvikle et følelsesmæssigt forhold robot og mennesker imellem – og hvor går grænserne?
I ”Mechanical Love” af Phie Ambo (”Gambler”), der sammen med Max Kestner (”Rejsen på Ophavet”, ”Mig og dig”) hører blandt de mest lovende dokumentarfilmskabere herhjemme, følger vi to handlingstråde. På den ene side følges et japansk forskerhold, der har udviklet den mekaniske babysæl Paro. Den er et advanceret tøjdyr med store blinkende øjne, blød pels og klynkende babysællyde, der i al sin pragt genkender og reagerer på stemmer og berøring. Udover at den kan bruges som et legetøj, kan det også hjælpe med at aktivere demente. Såsom den ældre Frau Körner fra et plejehjem i Branschweig, der velvidende at Paro er ren mekanik, ikke skjuler sin begejstring over den levende bamse. Selv i Københavns Kommune er Paro brugt med success, i demensprojektet ”Vær Tryg”.
Den anden del af dokumentaren sætter fokus på den japanske ingeniør Hiroshi Ishiguro, der har forsker i geminoider – der er ment som menneskelige tvillinger i robotform – og begrebet Sunzai-kan, som betyder en slags menneskelig besjæling, hvad han mener er noget af det essentielle der mangler i menneskekopierne. Hiroshi har lavet en robotkopi af sig selv, han mener principelt kunne erstatte ham i hans hverdagslige omgang – han forsøger endda at få sin datter til at være i lokale med kopien, hvad hun dog er ret utryg ved.
Med disse to tråde, vejes spørgsmålet omkring hvorvidt robotter kan erstatte menneskelige følelsesmæssige behov og om forskellen mellem menneske og robot på et tidspunkt vil blive udvasket.
Sagen er blot den, at temaet er helt enormt bredt og der er mange flere nuancer omkring emnet, end tilfældet er i ”Mechanical Love”. Ikke dermed sagt at alle sider skal dækkes, men det bliver unægtligt skruet en tand for meget op for en sort og hvid skildring af maskine kontra mennesket forholdet. Ambo drukner en ellers interessant problematik i at bruge alt for meget tid på række floskler og billeder, hun er svært glad for bliver gentaget igen og igen. Hele tiden skal vi dvæle ved naturbilleder af træer i skoven versus robot og maskine billeder, hvad der ganske givet prøver at være poetisk – men i stedet virker det blot irriterende, når billedet af træet dukker frem igen-igen. Dokumentaren er immervæk kun på 78 minutter og tiden udnyttes simpelthen ikke godt nok. Der kunnes i stedet være brugt langt mere tid på egentlig dokumentation, for enten ”Vær Tryg” projektet eller måske for andre sager end kun Frau Körner. Hun udstilles mest af alt som en sørgelig eksistens, end en gammel dame hvor Paro rent faktisk gavner. Der mangler mere research og omsætning af fakta. Når emnet engang er så videnskabeligt, virker det ærligt talt uforståeligt og sjusket, at der ikke er mere af den slags, nu der i stedet er der plads til alt for mange naturdækbilleder.
Til trods for at ”Mechanical Love” er en ambitiøs satsning og dokumentar i international klasse, med mange flotte optagelser og et interessant appeal, er der vitterligt meget knas i kredsløbet. Jeg savner mere dybdegående analyse, en synergi mellem ekspertviden og de menneskelige aspekter Ambo nu ellers formår at omsætte ganske fint. Det store problem er at hun har fokuseret så meget på det poetiske i spørgsmålet om robotters besjæling, at hendes egen dokumentar er blottet for den dybde hun selv efterspørger. Phie Ambo har ikke kunne se skoven for bare træer, hvilket er synd og skam.
