Skriv en kommentar
Melankoliens musketer. Moderne maestro. Mesterværksmager. Enfant terrible. Agent provokatør. Avantgardens ankermand. Filmens Nostradamus. Og nu også persona non grata?
Guderne – og djævlene med – skal vide, at Trier gennem årene har profileret sig som alt andet end hr. Almindelig. Godt forputtet i en beklumret revne, hvileløst omgærdet af forsideegnede historier om skumle fobier, mundlamme angstfølelser og tilbagevendende depressioner, vibrerer en praktisk talt usammenlignelig talentmasse, der har dristet sig til at penetrere de ensomste enemærker af vores mentale vande og exfoliere selv de sendrægtigste psykologiske arvæv på vores sjæle, med en klinisk præcision selv en perfektionistisk kirurg ville misunde. Triers snart tredveårige karriere, der på spillefilmsfronten blev skudt i gang med Forbrydelsens Element (1984), har budt på lidt af hvert, men hver gang injiceret med et ualmindeligt særartet, blodrigt ekstrakt af kurage, integritet og individualisme. En hellig treenighed, alene filmkunstens sande pionerer har kunnet bryste sig af.
Med sit seneste dead woman walking projekt, der bærer den pessimistiske betegnelse, Melancholia, hvis imødesete premiere ved filmfestivalen i Cannes i år blev krediteret med både vrålende buhu-råb og isolerede bifaldsklap, gør Trier på ny dét, han er bedst til … at forfærde og fastholde på samme tid.
Postmoderne melankoli
Justine (Kirsten Dunst) er ulykkelig, Bundulykkelig. Hendes øjne er indsunkne som bundløse afgrunde, smilet forkrøblet som hos et forfærdende fugleskræmsel, blikket uroligt flakkende som en bil ude af kurs, munden næsten ubemærket sitrende som et forestående jordskælv, alene Jorden kan fornemme, stemmen knækket som et nedstyrtet træ, stormen har væltet. Det er Justines bryllupsdag. Det er en kvindes lykkeligste dag. Alle smiler og syner glade. Der er musik og dans og god mad. Patetiske, poetiske, lumske, lovende og frit fornærmelige bryllupstaler bliver holdt på godt og ondt. Nogle trækker på smilebåndet, andre stivner i pinlighed. Ingen grund til bekymring og sure miner og hånlige bemærkninger. Det er trods alt et bryllup, filmens persongalleri, samt vi publikum, er blevet inviteret til.
Alligevel er der noget, der ikke er, som det skal være. På overfladen er sølvbestikket lagt lige præcist dér, hvor det skal være, og bryllupskagen bliver næsten skåret for på det forventede tidspunkt. Men på underfladen, på underfladen er husbonden en benægtende følelsesknude, faderen en alkoholiseret festabe, moderen en hyklerisk egoist, søsteren en ængstelig lady, svogeren en forudberegnet guldfugl, chefen et kalkulerende svin … Og Justine … Justine er en melankolsk anomali i en skinhellig verden.
Der er en strålende planet, Melancholia, oppe på himlen. Den er smuk og skinnende og skal vist nok strejfe Jordens atmosfære på et senere tidspunkt. Justines pligtopfyldende, omhyggelige søster, Claire (Charlotte Gainsbourg), nærer en kvælende frygt for Melancholias potentielle kollision med Jorden. Menneskehedens endegyldige udslettelse, livets definitive ophør …
Denne Festen på Triers vis er en vemodig fortælling om livet fra den sortseende side. Den klaustrofobisk depressive tilstand, som Justine er den betagende eksponent for, er både frygtindgydende og hypnotiserende. Trier magter som ganske få at afklæde sine karakterer for indlærte adfærdsmønstre og indstuderede gestus. Justine fremstår ægte, opfører sig instinktivt, således at hver en tåre, der triller lavmælt ned ad hendes rødmossede kinder, borer sig dybt ind i tilskuerens hjertekule. Det gør ondt. Det gør rigtigt ondt.
Hun er en lidende Madonna, en indadskuende skikkelse, hvis totale magtesløshed og synlige hjælpeløshed ikke blot fremmaner en hudløs skrøbelighed, men afstempler tilmed en beundringsværdig ærlighed i hendes sarte væsen. Hun tør stå ved sin tilstand, selv om hun gang på gang bliver reprimanderet, korrigeret og truet til lykke. Justine er ikke blot en deprimeret eksistens, for hvem den salige lykkefølelse er en by i Sibirien. Der er en urørlig autencitet over hende, en presserende umiddelbarhed, der næsten giver hende en stoisk elegance. Kirsten Dunst blev helt fortjent givet guldpalmen for bedste kvindelige hovedrolle ved årets festival. Hun spiller så hjerteskærende godt, at hendes fortabte øjekast og fortvivlende aura sætter sig fast indeni én, som et hjemsøgende minde, sindet hverken vil eller kan give slip på.
Som sædvanligt kræser Trier for filmens formfuldendte billedside, der både skvulper over af symbolmættet billedsprog og virkelighedsnære afbildninger. Stemningsmæssigt har han formået at indfange et næsten æterisk billede af forestående fortabelse og uundgåelig undergang i selv de æstetisk set mest guddommelige scener. Der skal vitterligt en kunstner til at evne at kombinere skønhed og forlis, og dét på en indlevende, inspirerende og indtagende måde.
Til tider kan man dog ikke slippe en underliggende mistanke om filmens fundamentale fortænkthed, en vis kunstig iscenesættelse, der indsvøber det melankolske landskab i et syntetisk feel. Det er i særdeleshed det overbrugte musikakkompagnement samt det ofte drøvtyggende, apokryfiske manuskript, der åbenbarer denne tilstedeværende følelse af mistro. Man mistænker Trier for en resolut udtværing af en efterhånden klicheret tese i kunstverden – sorgen som kunstens katalysator, og melankolien som livets øjenåbner. Det er lige før, man kunne anklage Trier for at have lavet en propagandistisk promotionsfilm for melankolien. En listig reklamekampagne for melankoliens nødvendige eksistensberettigelse som det, om end smertende, så ikke mindst også troværdige, sande navigationsredskab i en overfladisk verden, der hyppigt ophøjer den flygtige, nydelsesfulde lykkefølelse.
På trods af dette tilsnigende kunstighedsfeel er Melancholia en gribende historie, en fængslende fortælling om livet på den anden side af lykken. Selv om Trier aldrig holder op med at forarge, qua hans seneste sympatiudmeldinger om Hitler, holder han formentligt heller aldrig op med at fascinere.
Det er Melancholia et eklatant eksempel på.
