Skriv en kommentar
Grønland - dansk koloni eller selvstyre? Det store politiske spørgsmål i Anne Wivels film Menneskets land – min film om Grønland. Filmens øvrige spørgsmål handler hovedsagelig om mennesket. Mennesket som mange facetteret eksistens, bragt i klemme af konsekvenserne af den førte politik.
- Jeg ved ikke rigtig noget om politik, siger en ung pige. - Men min far mener ikke, at Grønland kan stå på egne ben endnu. Sådan lyder en stemme i filmen.
Anne Wivel skildrer med en sjælden digterisk præcision den enkelte grønlænders håb i midt en omfattende tragedie. Wivel bevæger sig rundt om problemet som en kat om den grønlandske grød.
En eftertænksomt indigneret film. Et spejl af begivenheder som ikke undlader at gå i dybden med problemerne. Vi ser betonimperialismen fra Danmark, den Grønlandske afmagt overfor besætterne, både den individuelle og den kollektive, og vi ser et Grønland fra dengang alt var, som det burde være.
På talerstolen i Folketinget i København står det lange rær Svend Auken og kalder dem danskere. Danske politikere er ignorante om Grønlandske forhold. Det gør nogle Grønlændere sure. Andre forsøger at være voksne og føre politik.
Mens af endnu andre; nogle overlever bare, andre dyrker musikken, laver fornuftige ting, og de fleste bærer rundt på en eller anden dyb sorg, de ikke kan udtrykke.
Der er tabu i spil i den grønlandske befolkning, og det bryder Wivel stille ind i med sin film - og ud med - hvorfor den er blevet kritiseret fra visse sider (Grønland), efter den første gang blev vist i 2006. Men det skal jeg ikke gøre mig klog på de nærmere omstændigheder for.
Hjemme i lille Danmark hædredes den med en Robert som bedste lange dokumentarfilm 2006
Wivel er klar til kritiske spørgsmål efter visningen af filmen. Klar til at få verbale tæv. Det får hun ikke. Tværtimod. Folk synes, at filmen er god. Hvilket er godt. For det er ikke løgn.
Men denne aftens Nordatlantiske Biodage skærpede i kontrast til arrangementets to forrige film en alvor, der kalder på større eftertanke. Wivels film slipper ikke en så let som de to forrige nordatlantiske visninger: Spejlinger og Cold Trail, der begge på hver deres måde var mere muntre.
