Skriv en kommentar
Tilbage i 2001 besluttede de to dokumentarister Joe Berlinger og Bruce Sinofsky at følge vel nok verdens største metalband, Metallica, under inspilningen af deres nye album. De fik meget mere end de havde turdet håbe på. Det relativt overskuelige projekt at indspille en plade endte i en tre år lang overlevelseskamp, og først nu ligger den færdige film klar. Hvad der skulle have været et lille kig bag kulisserne, er endt som et dybt personligt portræt af tre mennesker, der - af årsager der nogen steder kan virke uforståelige - er fast besluttede på at holde sammen uanset hvilken modgang de måtte møde.
Problemerne starter da bassist gennem 15 år, Jason Newsted, forlader bandet i 2001. Han føler sig kreativt hæmmet. Facaden krakelerer og leder-duoen, James Hetfield og danske Lars Ulrich, bliver nødt til at indse at der er problemer. Problemer har der altid været (bandets kreative drivkraft har været spændingerne mellem de to superegoister), men aldrig i en grad, der har truet bandets eksistens. I samråd med guitarist og sidste bandmedlem, Kirk Hammett, hyrer Metallica en terapeut. En stor del af filmen består af disse gruppeterapi-timer. Det kan på sin vis virke latterligt at sidde og betragte voksne mænd - metalmusikere endog - diskutere deres følelser for hinanden, men det giver os som tilskuere den psykologiske indsigt, der kan hjælpe os til at forstå deres handlinger. Berlinger og Sinofsky kører bevidst på den nærmest ægteskabelige parallel, der ligger i forholdet mellem Hetfield og Ulrich. I det hele taget sørger de hele tiden for at filmen har en vis dramatisk kvalitet, der vil tilfredstille et bredt publikum, og det har ikke nødvendigvis en negativ effekt. Med en spilletid på næsten to en halv time, skal der være mere end følelsesladet dialog. Instruktørerne sørger for at bruge masser af bandets musik til at fremhæve dramaet i historien, der bliver intensiveret da forsanger Hetfield lader sig indskrive til afvænning og er væk fra bandet i næsten et år. Der leges med humoristiske annekdoter, sympatier ændres behændigt og musikernes forskellige personligheder træder i karakter. Vi lærer de forskellige bandmedlemmer at kende gennem forskellige små vignetter. Lærer om Hetfields tur til Rusland, Ulrich lidenskab for malerier og Hammetts nyfundne passion for surfing. Interviews, TV-klip og gamle som nye koncertoptagelser flettes behændigt sammen i Berlinger og Sinofskys hænder til at lave et dybt personligt og underholdende portræt.
Filmens mest sympatiske karakter og største fokuspunkt er James Hetfield. Hans personlige opgør med 20 års alkoholmisbrug er en af hovedårsagerne til bandets problemer. Som Ulrich er han i studiet en kæmpe egoist, men ved siden af de diskusioner det skaber, så kæmper han igennem filmen en sej kamp for at genvinde kontrollen og overblikket over sit eget liv. Han er vores sympatiske fokus, og når man kender til hans mange problemer, så kan brokkehovedet Ulrich virke som en skid. Det passer meget godt overens med den gængse opfattelse af danskeren. Ud over at han i Danmark af mange anses som arrogant, så blev han i den grad svinet til oven på bandets retssag mod internet-piratsiden Napster for nogle år siden. Det emne berøres også i filmen, og Ulrich får lov til at forklare sig lidt. I sidste ende virker selv han sympatisk.
Metallicas nyerhvervede terapeut bringer også tidligere tiders spøgelser op til overfladen, hvilket resulterer i at Ulrich ser den fyrede guitarist Dave Mustaine i øjnene for første gang i næsten 20 år. Mustaine blev fyret før bandets første plade udkom på grund af druk og uro, og er blevet hængt ud i metalkredse lige siden. Det er en scene som dels kan virke rørende, og igen dels kan virke ufrivilligt humoristisk.
Gennem alle de problemer der opstår over en periode på næsten tre år, formår bandet af visse steder uransagelige årsager at holde sammen. Situationerne bliver langsomt mere absurde (vi får også indblik i forretningssiden af det hele), for så endelig at bevæge sig i den rigtige retning igen. Tre år efter bruddet med Newsted (producent Bob Rock har agereret studeibassist siden) finder bandet en ny bassist i Robert Trujillo, de finder en ny mere samhørig måde at skrive sange på, og albummet bliver færdigt. En ny balnce er oprettet og en ny startlinje er tegnet.
"Some Kind Of Monster" er for folk der kunne lide eksempelvis vores egen "Rocket Brothers" om Kashmir eller "Stjernekigger" om Swan Lee (kritikere kunne påpege at visse scener ufrivilligt drager paralleller til "This is Spinal Tap", og jeg skal ikke sige dem imod). Vi befinder os i en hel anden musikalsk liga, men budskabet er det samme. Det handler om vilje, og det handler om at være i stand til at se om på den anden side af modgang...og det kan vi vel alle sammen lære et eller andet af.
