Skriv en kommentar
Meteora er den anden spillefilm fra den yngre instruktør Spiros Stathoulopoulos, og er en symbolsk fabel, som suppleres med ikoninspireret animation.
Himmelske bygninger
Filmens tager sit navn fra de imponerende middelalder-klostre i Grækenland, hvor hele handlingen udspiller sig. Disse virkelige bygningsværker oplevede Stathoulopoulos som barn, og deres appel for en filmmager er åbenlys.
De to klostre står på hver deres bjergtop overfor hinanden omgivet af sten med sære silhouetter, bevægende skyer og krogede træer. Det ene kloster kan man kun nå ved at blive trukket op i et net, det andet har en lang, lang trappe til toppen. Og så er scenen for symbolsk menneskelig afstand optegnet så smukt. Desværre har Stathoulopoulos sat så meget lid til stedet, at han har dovnet med resten.
Meteora foregår i en nærmest tidløs nutid, og fortæller den spartanske historie om en munk, Theodoros, som bor i munkeklosteret med trappen. Han er lun på Urania, en nonne, der bor i nonneklostret overfor. Vi ser et par uskyldige møder i starten, og at de to kommunikerer med spejle og sollys over afgrunden mellem dem. Theodoros' hverdag går med bønner i klostret, besøg hos en nærliggende bonde, der holder geder, og besøg hos en fastende eneboer. Urania har mindre frihed, og mere tid til at ligge på sengen og tænke urene tanker, som hun så straffer sig selv for ved at holde sin hånd over et stearinlys. Da de to endelig mødes til en picnic udenfor klostrene, sættes ting på spidsen, og de to må forsøge at forene deres tro og deres kropslige lyster...
Klichéen i klostret
Munken og nonnen med gang i safterne er næppe en ny historie - jeg vil faktisk kalde den en folkelig kliché. Der er i alle fald ekstremt lidt fare at hente i et så slidt oplæg, og dette er en af filmens centrale problemer. For at forstå eller føle empati med hovedpersonernes indre kamp, må man kunne se værdien i deres spirituelle liv, men her er filmen ingen hjælp. Livet i klostret og nonnen og munkens bevæggrunde tages for givet, så man forstår ikke rigtig, hvad der er på spil. Samtidig skal bondens verden meget tydeligt illustrere det sensuelle, kropslige og naturlige, som ses gennem pan-agtig, ''hedensk'' fløjtespil, mad, blod og dyr. Som om det ikke allerede var simplificeret nok, bliver disse temaer yderligere illustreret med (dog meget smuk) ikon-animation - bare i tilfælde af at barnet på første række ikke havde fanget den ''dybere'' mening.
Følelsesløs symbolik
Oplægget lover erotik, og det leveres da også, men man er desværre ikke blevet involveret emotionelt eller spirituelt op indtil det endelig sker. Sex bliver derfor ligeså symbolsk som resten og virkelig ikke erotisk. Hvis de to hovedpersoner havde haft personligheder, bevæggrunde og en god kemi, kunne denne meget simple historie nok have virket som en lille sensuel godbid.
Som det er, opsummerer åbningsanimationen faktisk det hele: To klostre separerede på bjergtoppe, en mand og en kvinde adskilt, et smukt træ der vokser i midten. The End.
