Skriv en kommentar
Gaderne omkring skyskraberne i Madrids finansielle centrum er i oprør. Politi kæmper mod demonstranter, der raser imod verdensbanken og den internationale valutafond. På denne baggrund af en verden i oprør, udspiller agentinske Marcelo Piñeyros film, ”Metoden” sig. For i en helt anden verden – nej, i et helt andet univers - højt oppe over demonstranterne, i et af disse kapitalistiske babelstårne, kæmper syv vidt forskellige mennesker om det samme eftertragtede job. I et konference-rum af koldt stål, teknologi og beige beton bliver kandidaterne underlagt den mystiske ”Grönholm-metode”. En snedig udvælgelses-procedure hvor kandidaterne i bedste reality-stil bliver testet i samspil og social kynisme. I fællesskab skal de finde ud af, hvem der kan blive, og hvem der skal sendes hjem.
Hvad det mystiske firma Dexia egentlig laver, og hvad det eftertragtede job egentlig består i, får vi aldrig at vide. Og det er for så vidt også ligegyldigt. Historien virker som en hitchcock’sk MacGuffin, et påskud for at iscenesætte de groteske og ydmygende situationer, der opstår imellem karaktererne. Konferencerummet, toilettet og receptionen, som stort set er filmens eneste lokationer, er scenen, hvorpå filmen udstiller sine karakteres hovmod og deres følelsers afstumperhed.
”Hvis der udbrød atomkrig imorgen, og i kun kunne redde seks personer? Hvem ville så være undværelig.” Spørger skærmene foran deltagerne drilsk. Valget falder på den midaldrende kvinden, som i modsætning til den anden kvindelige kandidat ikke længere kan få børn. Sådanne kyniske, ubehagelige, men også sort-humoristiske indslag er filmen fyldt med.
Måske er det ligefrem en pointe, at vi ikke får at vide, hvad det egentlig er, de kæmper om. Ambitionen og karrieren er for de syv kandidater et mål i sig selv – ræset mod toppen deres eneste raison d’etre. Filmen viser os det som latterligt og grinagtigt, men også sørgeligt.
Men metoden har et twist. Firmaet har selv placeret en falsk ansøger i gruppen, en spion der løbende skal evaluerer de andre. Her bruger den ellers spydigt komiske film thrillerens virkemidler til at skabe dramatisk fremdrift.
”Metoden” er baseret på et teaterstykke af samme navn. Og det kan mærkes. Det er dialogen og spillet imellem de syv kandidater, der er i skarpt fokus. Karakterene er alle meget præcist skrevet. Meget menneskelige – der er ingen papfigure her. Hverken den behagesyge Enrique, den latterlige macho Fernando eller den sexede receptionist Montes ender som karikature. Skuespillerne er alle gode, især Eduardo Noriega som man nok bedst kender fra den spanske ”Abre los ojos” og Guillermo Del Toros ”The devils backbone”. Han spiller med stor friskhed den nok lettest tilgængelige af figurene, Carlos, som også er det tætteste vi kommer på en hovedeperson. Selv når den ellers så sympatiske Carlos forfalder til kynisk business-logik (eller alle kneb gælder-logik), tror vi også på det, og vi får lidt ondt i maven over vores identifikation.
Historien og situationen er godt tænkt, men som spillefilm bliver ”Metoden” desværre en anelse lang i spyttet. Der er simpelthen ikke nok på spil. I hvert fald ikke mere end hvad der i øvrigt er på spil af personlig integritet i en sæson af Big Brother. Hvem der får jobbet, hvem der er firmaets spion, og hvem der næste gang bukker under for metoden er måske interessant den første time, men så heller ikke længere.
Som satire over en kreativ klasse, der har sejret langt ind i helvede, er Metoden fremragende, men som thriller og drama er den kedelig i længden.
