Skriv en kommentar
Mick Øgendahl, lidt af en institution i dansk stand up. Den lille flabende gnom som kan lave alverdens lyde og ansigter og spinde det hele sammen i en hylesjov pærevælling, har nu smidt sit seneste show på en skive. Et sikkert hit skulle man mene...
Som ivrig stand up-gænger var jeg selv til stede under et at Micker-drengens "Undskyld"-shows. Forventningerne var som de skulle være, men blev ikke nøje afstemt i forhold til hvad man ellers har været vant til fra hans side. Jeg elsker når det sikre udfordres og tingene ikke altid er som de ser ud, men i dette tilfælde må jeg erklære mig skuffet og stille mig i bås med dem som jeg normalt går i biddet hos. Det ville have været den nemmeste ting for Mick at lave en ny Micktrix eller Tåfræser, men hovedpersonen ville det anderledes. Nu skulle stand up og kort-film mixes. De to ting hver for sig er dog så godt som ikke relateret i indhold, så fred være med det. Bortset fra det mislykkede faktum at showet ikke kunne bære nyskabelsen. De mange skift i kort-films-snaser og stand-up gik fløjten. Hver gang folk havde fået grinet lidt og var varmet godt op, så skulle seancen afbrydes af kort-filmen. Omvendt så tog det efterfølgende tid for at få folk op i omdrejninger igen, da filmen var alvorlig og “ikke trække på smilebåndet-agtig”. Tilmed tog det tid at returnere til filmens sammenhæng, efter en ny dosis munterhed. Personer og præmis forblev uvedkommende gennem de mange breaks. Kim Bodnia og Mick spiller to brødre som ender i Sverige og bliver klogere på livet og hinanden. Jamen, tillykke med det...
Nu hvor skiven er kommet i handelen, ser det ud som om at producerne samt Mick måske er blevet en anelse klogere i forhold til live-turen. På skiven kan man dels vælge at se showet som det blev knækket i live-versionen, men befriende også at kunne sige stand up for sig og film for sig. Og mon ikke en del teenagere vil springe let og elegant over hvor gærdet er lavest. Filmen bringer nemlig intet nyt på bedding, og udover at Kim Bodnia for 1000. gang spiller sig selv, så er der heller ikke meget pep i hverken Kaya Brüel, Per Oscarsson eller Lars Hjortshøj. En nitte fra Väggeryd Elværk... Stand up-delen er nogenlunde som vi kender den, dog uden at have den punch og vigør som de to ovennævnte shows (eller for den sags skyld, øvrige Mick-appearances) var mand for. Alt fra rugbrødsmadder til skulderstød får en kindhest – mens selve det at sige undskyld mere eller mindre bliver det missede link mellem alle sammenhænge.
Normalt er jeg ganske glad for Mick Øgendahl og forstår udmærket godt at der skal fornyelse til, for at også han kan holde gejsten oppe og udfordre sig selv. Gud ved hvor mange gange han har stået på en scene og skulle høre på sig selv. Tro nu ikke at Mick ikke fortsat er sjov og højt respekteret, men han må også sande at denne kombination blev en blød mellemlanding. En sammensætning som vi med garanti ikke kommer til at se gentaget. Man fornemmer en vis realisme i hans stemme, da afslutningsreplikken lyder: “Undskyld, hvis ikke folks forventninger blev indfriet”. Men omvendt heller ikke så man ikke glæder sig til hvad den lille galning disker op med næste gang scenen og publikum kalder.
I ekstra materialet findes blandt andet en lille munter smalfilms-dagbog, filmet fra de mange spillesteder showet var forbi underverjs. Se hvordan Mick varmer op inden han skal på scenen. Se også lidt held og lykke-ritualer i fuldt flor. Alt i alt må jeg nøjes med at give sølle 3 stjerner, normalt uhørt. Men i dette tilfælde gives stjernerne for modet i at prøve noget nyt, men uden held så vi kan komme derop hvor Micktrix og Tåfræser hører til. Nemlig i højeste kaliber...
DVDen er venligst stillet til rådighed af:
Art People.
