Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Momentsvis brænder denne film sig fast. Som i scenen hvor den unge student Peter er til bal og overhører en samtale med et forstokket ægtepar. Manden siger: ”Skal vi danse eller må jeg danse med andre piger?”, hvortil konen nøgternt svarer: ”Det må du da selv om”. Straks går Peter ned og byder konen op til dans.
Scenen hører til sjældenhederne. Generelt har tiden været hård ved Knud Leif Thomsens filmatisering af Knud Sønderbys klassiske roman om kærlighed blandt overklassens unge. Omdrejningspunkt er jurastudenten Peter, der sammen med vennerne Hugo og Hjalmar lever det muntre – og ret så studentikose – liv i 1930’ernes København. I filmens begyndelse genser Peter sin gamle flamme Ellen, som kommer fra jævne kår. De tilbringer en eftermiddag sammen i græsset, og hun opmuntres til at tro, at der igen kan blive noget imellem dem. Herefter introduceres Peter for kredsen omkring overklassepigen Vera Bagge, som han straks fascineres af. Selvom han slet ike har råd, tager han med overklassen på tur til Sverige, men må her erkende, at de sociale skel kan tvinge følelser i sænk.
Lettere fragmentarisk og rytmisk i sin konstruktion maser filmen derudaf og prøver at sige en masse om identitsproblematik og kærlighedens trange kår i klassesamfundet. Når den endelig har fat i noget af de rigtige, ender filmen desværre ligeså ovefladisk som sine karakterer; de unge, som netop blot ridser i overfladen, hvadenten det gælder seksualliv eller søgen efter en ideologi, der passer ind.
Replikkerne fremstår lettere teatralske, enkelte karakterer – især den unge Johannes – forbliver karikaturer, og når filmen forsøger at etablere en erotisk stemning, føles det hele bare lummert. Samtidig tynges filmen af en slidt symbolik. Et eksempel: overgangen fra blottet brystvorte til nylig udsprungen blomst. Eller klippet fra parret der kysser til hestene, der gnider sig op af hinanden.
På et punkt fungerer filmen dog ganske fint, og det er musikken. De mange plader, de unge hører filmen igennem, bruges aktivt som dramaturgisk instrument. Eksempelvis til at skabe distance, til at skabe uoverensstemmelse, og enkelte gange overtager musikken ligefrem billedfladen, og filmen går – som en anden noveau vague film – rundt i ring om musikken. Måske er det Knud Leif Thomsens baggrund som konservatorieuddannet musiker, der kommer til sin ret her.
De unge ryger, hører plader og træder aldrig ud af dansen. Desværre kan man sige det samme om filmen.
Ekstramateriale:
Intet. Derfor 0 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome.
