Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Steffen går hvileløst rundt i Silkeborg i 1970’erne. Han er netop blevet færdig med skolen og aner ikke, hvad han vil med sit liv. I Silkeborg er der ikke det store at foretage sig. Man kan få en kradser nede på grillen. Tage til motorløb på Jyllands-Ringen eller hænge ud med kæresten, hvis man da ellers kan holde hendes irriterende far ud.
En dag render Steffen ind i københavneren Charly, som forsøger at stjæle Steffens knallert. Charly bor egentlig på et ungdomshjem, men han stikker gerne af og vimser rundt inde i byen. Steffens fascineres hurtigt af Charlys direkte og drengede facon. For Charly er – beklager klicheen – livet en leg. Sammen turer de to rundt i byen og forsøger at sætte kulorit på deres liv – og på filmen.
Sjældent har jeg dog oplevet en film, der forekommer så staccato. Det rumsterer på stedet, kommer med enkelte tiltag til dramatik, men bliver mest af alt et tidsbillede. Til tider er filmen så observerende i sin karakter, at den nærmest bliver dokumentarisk. Og det er givetvis ikke noget misvisende billede, Mig og Charly giver af 1970’ernes provins-Danmark med arbejdsløshed og tydelige klasseskel. Det var muligvis også så kedsommeligt, som filmen er det, men det ændrer altså ikke ved, at filmen mestendels er en lang tomgang, hvor de få tiltag til konflikter ebber ligeså sagte ud i sandet.
Skuespillet er fornøjeligt, især Allan Olsens fremstilling af Charly er en perle, men som tilskuer bliver man sjældent bevæget, og det er stadig mig en gåde, hvorfor Charly og Steffen overhovedet bliver venner. Filmen var muligvis seværdig i 1970’erne, hvor man kunne sidde og grine og nikke genkendende til verden udenfor. I dag er filmen som et stillfoto fra folkeskolens historiebøger. Man kaster et blik på den og bladrer videre.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
