Skriv en kommentar
Filmens forlæg er bogen ”The penguin lessons” fra 2015 baseret på Tom Michell’s erindringer og tid som engelsk lærer på st. George’s College i Argentinas hovedstad Buenos Aires. St. George’s College var oprindelig en kostskole grundlagt i 1898 og forbeholdt drenge fra Argentinas rigeste hjem.
Året er 1976. Gennem en engelsk lærers linse ser vi Argentina stå på tærsklen til det første militærkup ud af tre og denne spæde begyndelse varsler ni år med diktatur og med skiftende militære juntaer. Engelsklæreren Tom (spillet med komisk kynisme af Steve Cogan) ankommer uden anelse om, hvilket kaotisk land og politisk undertrykkelse og frygt, der hersker i dagligdagen. Mens de veluddannede og velstillede argentinere er tvunget til at flygte fra deres elskede hjemland og gå i eksil, gør Tom det modsatte. Han bærer selv på en hemmelighed, som han ’fysisk’ flygter fra og forsøger at gå i eksil i Buenos Aires for en periode.
Politisk ligger Tom på venstrefløjen, men ved sin ankomst bliver han belært om af skolens rektor (spillet med en elegant kejtethed af Jonathan Pryce), at skolens omdømme står over alt og alle og må til enhver tid opretholdes og derfor ’only does politics with a small ”p”. Derefter står Tom og rektor ude på altanen og ser ud over rigmandssønnerne alias teenagedrengene, som har nået alderen, hvor de er bevidste om deres forældres plads i hakkeordenen politisk såvel som økonomisk. Dem som driller og mobber, er miniatureudgaver af fascister mod dem som bliver mobbet og undertrykt, er miniudgaver af socialister.
Skolens kok og rengøringskone Maria (spillet med stor følsomhed af Vivian El Jaber) har et barnebarn Sophia (spillet med intensitet af Alfonsina Carrocio), som er aktiv på den politiske venstrefløj og forsøger at rekruttere Tom til at tage aktiv del i kampen mod fascismen. Hun fornemmer, at bag Toms sarkasme gemmer sig en kujon og hun siger meget rammende: “I expect bad people to do bad things,” og hun fortsætter: “But when good people do nothing, I could punch them in the face.”
Vi ved ikke ret meget om Tom andet end, at han forsøger at holde sig uden for politik med sarkasme og ligegyldighed. Og hans elever er nærmest irritationselementer for ham og i det hele taget andre mennesker skyr han. Han tager dog på en weekendtur til Uraguay med en finsk kollega Tapio (spillet kantet af Björn Gustafsson), som siger direkte og ærligt, at han godt kan li’ sin nye ven Tom, hvortil Tom svarer ’You do? I don’t’.
I Uraguay vil skæbnen, at Tom redder en pingvin, som ligger i olie og er ved at dø ligesom resten af pingvinflokken. I første ombæring redder han pingvinen for at gøre indtryk på en dame, som viser sig at være gift.
Pingvinen bliver navngivet Juan Salvador og bliver en trofast følgesvend for Tom og hele kostskolen. Pingvinen får humanismen og medmenneskeligheden til at pible frem i Tom og Toms socialistiske holdninger kommer til udtryk i hans undervisning og valg af engelsk litteratur. Drengene får lov at fordre Juan Salvador med fisk til frokost mod at de koncentrerer sig i timerne og det faglige niveau stiger ved Juan Salvadors blotte tilstedeværelse. Pludselig, er Tom blevet til en Robin Williams fra ”Dead Poets Society” fra 1989 og får tændt drengenes fantasi og lade tanker flyde og bruger litteraturen til at tænke frit bl.a. læser Tom op af den engelske digter John Masefield:
Let no religious rite be done or read
In any place for me when I am dead,
But burn my body into ash, and scatter
The ash in secret into running water,
Or on the windy down, and let none see;
And then thank God that there’s an end of me.
(Maj 1967. John Masefield begravet i Westminster Abbey)
Moralen i “The penguin lessons” er, at mennesker og dyr er tætforbundne. I virkeligheden var det denne pingvin, som var forandringsagenten og som fik Tom Michell og hans elever igennem hverdagen i et land med diktatur og henrettelser. Pingvinen Juan Salvador er samlingspunktet for balance, lærdom og udligning af skel politisk og økonomisk og reducere menneskers egoisme til fordel for fællesskabet.
Den engelske filminstruktør Peter Cattaneo valgte en pingvin af kød og blod og ikke at bruge CGI (computer-generated imagery), heldigvis. Pingvinen Juan Salvador spilles af to pingviner, et par. Det gør filmen ekstra troværdig og autentisk.
”The penguin lessons” er ikke en ’feel-good’ film, men har et lag af alvor og oplysning om den argentinske junta/milits, som var i gang med at overtage magten i Argentina i 1976. Filmen arbejder på overfladen af komisk kynisme og sarkasme, men når desværre ikke dybere og slipper al for hurtigt det politiske kaos, tortur og især den frygt og magtesløshed befolkningen oplevede.
Pingvinen Juan Salvador var Tom Michells og drengenes redning i 1976 og den redder også denne film. Tak til Juan Salvador, som slet ikke anede, hvilken stor impact han fik på alt og alle.
