Skriv en kommentar
Vi skriver 1989. I Berlin falder muren, og i Stavanger i Norge er den attenårige Jarle Klepp høj på ”fisse, rock og revolution”. Han har en vidunderlig kæreste. Hans bedste ven Helge er romantisk socialist, som man kun kan være det, når man er atten. Kostumerne er af partisanertørklæder, badges og lange sorte frakker. Sammen skal de indtage verden med punkmusik og fuck-you-attitude. Filmen er et portræt af en tid. Det er ånd, æstetik og musik anno 1989. The Cure, The Jesus and the Mary Chain, Joy Division m.fl. udgør filmens auditive bagtæppe.
Der er ungdommeligt oprør i luften. Et ganske ufarligt oprør. Jarle mener ikke, at han kan fortælle sine forældre, at han spiller i ”Fissesatan anarkikommando”. De vælger i stedet det mindre provokerende ”Mattias Rust Band” som navn til bandet. Det er sjovt og sympatisk. To ord der egentlig beskriver filmen meget godt. Alvorlig og nuanceret er yderligere to ord. For filmen er også et stærkt portræt af en ung mand i eksistentiel identitetsforvirring.
Da Jarle i badet efter idræt får øje på den nye dreng i klassen, Yngve, sker der noget, han ikke lige havde regnet med. Jarle forelsker sig hovedkulds i drengen, der ikke er som de andre. Yngve lytter til drømmende synthpop, spiller tennis, og han betragter henført skyformationer, der for ham danner billeder af dyr og mennesker. Det er der ikke meget revolution eller punket drengeidentitet forbundet med. Jarle er pludselig en splittet ung mand. Han stemmer ikke længere overens med sig selv. Han drages mod Yngve. Han vil forelskelsen. Men han vil også være cool forsanger i bandet, og elske sin kæreste Katrine. Så han kører dobbeltspil. Han stjæler og lyver sig til øjeblikke i Yngves nærvær. Det går selv sagt galt, og i processen svigter han venner og forældre, Yngve og ikke mindst sig selv.
Det er faktisk ganske medrivende. Først og fremmest fordi karaktererne er så godt skrevet. Vi føler med Jarle i hans dilemma. I hans fascination af den specielle dreng, men også i hans ønske om at kunne give sig hen til normaliteten, som den personificeres af kæresten Katrine, der virkelig er så charmerende og sød, som filmen fortæller os.
Historien bliver måske en anelse lang i spyttet. Jarle pendulerer frem og tilbage mellem vennerne, musikken og kæresten og den homo-erotiske besættelse. Alligevel keder man sig aldrig, for karaktererne og skuespillerne er virkelig godt selskab. Mange vil kunne genkende sig selv i figurerne og situationerne (man griner ofte med karaktererne). Det kan mærkes, at den debuterende instruktør Stian Kristiansen har en baggrund som skuespiller. De unge debuterende skuespillere i de bærende roller er alle utroligt nærværende.
”Mig og Yngve” var tidligere på året nomineret til nordisk råds filmpris, og den solgte ganske mange billetter i hjemlandet. I Danmark kommer den kun på programmet i landets små art-housebiografer. Det er synd at en så underholdende og tankevækkende ungdomsfilm ikke får stillet flere sale til rådighed, bare fordi den er Norsk. Biografernes (læs: Nordisk Films) risikovillighed er forstemmende lille. For det er en film, der appellerer bredt. Til unge voksne og voksne unge.
