Skriv en kommentar
Der var engang, hvor jeg anså Mark Wahlberg som værende en dygtig skuespiller. Måske ikke blandt de bedste indenfor sit håndværk, men en af de skuespillere, som bare præsterede hver gang, dog med enkelte svipsere indimellem. Hans rolle som den benhårde og hærdede kriminalbetjent Dignam i Martin Scorsese's mesterværk, "The Departed" (2007), og som også gav ham en oscarnominering, var dejlig rå og autentisk. Desuden demonstrerede han sit fine komiske talent i Seth McFarlane-succesen, "Ted" (2012) og gjorde ligeledes en fin figur i "The Fighter" (2010), hvor han dog blev en smule overset pga. Christian Bale's enestående præstation. Men senest har bl.a. "Transformers"-francishen været med til at totalsmadre Wahlbergs karriere, eller i hvert fald den karriere, hvor man kan tage ham seriøst, og "Mile 22" gør ikke noget for at frelse den.
Følsom information
I "Mile 22" følger vi den noget excentriske James Silva (Mark Wahlberg), en eliteofficer som arbejder for den amerikanske sikkerhedstjeneste samt hans toptrænede team, der får til opgave at eskortere en indonesisk politibetjent, Li Noor (Iko Uwais), som sidder inde med vigtige informationer, ud af landet. I samarbejde med en gruppe hackere under ledelse af den mystiske "Mother" (John Malkovich), kæmper teamet en strid kamp imod lokale såvel som internationale efterretningstjenester, som ligeledes er efter politimandens følsomme viden. 22 mil er distancen, som teamet skal bestå, for at bringe pakken sikkert ombord på sit fly, og det bliver med usvigelig sikkerhed en hård kamp for at nå derhen.
Millimeter tynd historie
Plottet er hovedrystende millimeter tyndt, men hvad endnu værre er, så er historien så rodet udformet, at man til sidst ikke gider at følge med i begivenhederne. Den tunge lyd af maskingeværer, der rumsterer endeløst i forgrunden af filmen i selskab med Mark Wahlberg's frustrerende statiske fjæs, ender med at blive en parodi på sig selv. Hvem skyder hvem? Til sidst er man i bund og grund bedøvende ligeglad. Mark Wahlberg's James Silva har tics, akavede raseriudbrud og tilsyneladende en eller anden form for diagnose, og i stil med Nicolas Cage's OCD-ramte Roy Waller fra Ridley Scott's sjove "Matchstick Men" fra 2003, overspiller Wahlberg dette i så voldsom grad, at han i sidste ende bliver lårklaskende (ufrivillig) morsom. Dog excellerede Cage rent faktisk i sidstnævnte film på sin egen bizarre måde, og var bestemt ikke ufrivillig komisk, som Wahlberg er i denne.
Fine actionsekvenser
Hvis jeg skal fremhæve noget positivt ved filmen, så må det klart være den indonesiske skuespiller og kampsportsekspert, Iko Uwais, som brillerer i de ofte hæsblæsende kampscener. Han er troværdig, også når han sidder fastspændt til en hospitalsseng, og skal forsøge at afvæbne adskillige bevæbnede skurke, som bestemt giver ham kamp til stregen. Lauren Cohan, kendt fra "The Walking dead"-serien, fortjener langt, langt bedre tilbud end at medvirke i en så ringe film som denne. At hun så ikke gør noget stort indtryk i hendes rolle, kan måske forsvares med at alle karakterer er papirtyndt skrevet.
Gense hellere "The Departed
Hvis man ønsker at opleve en dedikeret Mark Wahlberg, som ligner en der elsker at spille skuespil, bør man ikke indkassere en billet til denne film. Tag eventuelt hellere og hop ind i en tidsmaskine, når den engang bliver opfundet, og rejs tilbage til 2007 for at se "The Departed" igen for første gang.
