Skriv en kommentar
Jeg har det lidt svært med disse såkaldte bio pics, eller biografi film. På den ene side er det rart at se historien om en elsket musiker, som for eksempel Johnny Cash, og følge ham i tykt og tyndt da han får ideerne til sine mange sange. På den anden side er det også lidt selvhøjetidligt og hvis man vil se noget om vedkommende, hvorfor så ikke en dokumentar omkring personen selv istedet for en skuespiller? Med dette i baghovedet var det også med en vis tøven at jeg satte mig ned i biografen, for at se "Milk". Historien om USAs første offentligt valgte homoseksuelle politiker, lyder ganske
vidst god, men et af problemerne med disse biopics, er at titelhovedpersonen oftest fremstilles, som et fejlfrit, perfekt menneske, gør det svært at realatere til.
Det og det faktum at debatten omkring homoseksuelle stadig er aktuel i USA, og en del mindre her, fyldte mig ikke med tillid til at jeg skulle til at se en af
årets bedste film. Jeg blev dog glædeligt overrasket, for i stil med "Ed Wood" er "Milk" en mere utraditionel biopic, der ikke er bange for at vise Harvey Milk
fejl og mangler, og ligesom Harvey Milk selv siger "Jeg er ikke kandidaten, bevægelsen er kandidaten" siger filmen "Harvey Milk er ikke filmen, bevægelsen er filmen"
Vi møder først Harvey Milk(Sean Penn) i New York, 1970. Stadig skabsbøsse og bange for New York, møder han dog Scott Smith(James Franco) på sin 40 års fødselsdag og de to beslutter sig for at tage hjem til Harvey og fejre den. Efter at have været sammen, udvæksler de to ideer og bliver enige om at San Francisco er et bedre sted for deres livsstil hvor de kan være i fred. Sammen slår de sig ned i det lille kvarter Castro, der mest består at bøsser, hippier og invandre, og beslutter sig for at åbne en kamera butik "Castro Camera". San Francisco er dog ikke så fritsindet som Milk og Scott havde håbet på, og selvom de ikke for solgt mange kameraer bliver Castro Camera en slags tilholdssted for bøsser og unge der ikke har nogle steder at gå hen. Milks første politiske gerning kommer ret tilfældigt. Mange i området ser ham som en slags uofficiel lokal leder, der har magt via "sit folk" og bliver kaldt Borgmesteren for Castro Street. Med sin baggrund som foretningsmand, beslutter "Milk" sig for at blive forkæmper for homoseksuelles rettigheder, og beslutter sig for at stille op til valg i 1973. Men klare han den?
Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, da denne historie, for mig var totalt ukendt. Det er en fremragende historie og via instruktør Gus Van Sant(Good Will Hunting) formår filmen at være næsten lige så fremragende. Filmen er ikke bange for at vise Milks svage sider, for eksempel da Milk vil have at alle de bøsser indvolveret i bevægelsen skal stå frem, for "hvis de(folket) kender os, vil de støtte os", konfrontere Scott Smith Milk og siger at Milk selv er ret hyklerisk, da hans egne forældre ikke ved at han er bøsse. Små ting som disse er med til at gøre Milk til en rigtig person, og ikke bare den offentligt kendte person. Sean Penn har aldrig været min kop te, han er en meget seriøst skuespiller, og nogen gange kan han godt blive lidt for meget. Som Harvey Milk kan jeg dog ikke sætte en finger på ham. Fremragende præstation. Penn forsøger ikke at imitere Milk, som man kunne frygte, men formår at bringe Milks forholdsvis unikke personlighed til udtryk. Filmen filmen er i det hele taget fyldt med mange gode præstationer. Specielt James Franco, kunne man godt have belønnet med en Oscar nominering istedet for den mere åbentlyse, men stadig gode præstation af Josh Brolin som Dan White.
Det er altid en svær debat at udnævne årets film. Nemmere bliver det ikke når filmen bliver Oscar nomineret som bedste film, da fans og filmselskaber bag den ene eller den anden nominerede forsøger at knuse de andre. "Milk" kan mere betegnes som årets overraskelse. Et projekt som har været under produktion siden 1991, kunne nemt have endt som en dårlig tv-film om den modige bøsserettighedsforkæmper og den onde verden han lever i. Istedet er "Milk" en overraskende, modig og varm film. Gus Van Sant og manuskriptforfatter Dustin Lance Black har tydeligvis været de rette til at bringe den menneskelighed som et projekt som dette havde brug for. En af årets bedste film.
