Skriv en kommentar
Aah Italien. Pastaens, pizzzaens og den katolske kirkes hjemland. Landet hvor præsteelever i pubertetsalderen skamfuldt onanerer til krøllede billeder af barmfagre filmstjerner. Landet hvor der tales højt og i munden på hinanden, mens der gestikuleres voldsomt med armene, og hvor det er umuligt at holde hovedet koldt, og overveje konsekvenserne af ens handlinger af bar varmblodighed.
Det indtryk kan man i hvert fald hurtigt få når man ser Daniele Luchettis ”Min Bror er Enebarn”, der må siges at bekræfte alle fordomme man kunne have om de kære italienere. Heldigvis bekræfter filmen også fordommene om deres uimodståelige charme og glød.
”Min bror er Enebarn” handler om drengen Accio (Elio Germano), som i 60’erne vokser op sammen med sine to ældre søskende, en af hvert køn, i et socialt betonbyggeri i Latina, en by der blev grundlagt i 30’erne af Mussolini. Accio er vred og utilpasset og falder derfor nemt for den fascistiske ideologi, hvilket ikke ligefrem forbedrer forholdet imellem ham og hans familie og især ikke hans storebror, Manrico (Riccardo Scamarcio), der er aktiv kommunist. Situationen bliver ikke mindre kompliceret af at Accio forelsker sig i sin storebrors kæreste, den næsten lige så røde Francesca, uimodståeligt spillet af Diane Fleri.
På trods af deres åbenlyse forskelligheder og mange slagsmål, er der dog inderst inde en grundlæggende respekt og kærlighed imellem de to brødre, og den egentlige fjende, hvis man overhovedet kan tale om en sådan, bliver de totalitære politiske ideologier, der har det med at få folk til at glemme deres sunde fornuft og medmenneskelighed, samt en regering der tilsyneladende ignorer de trange kår i slumkvartererne. Der er altså tale om en film der har hjertet på rette sted, det samme kan siges om karaktererne, som generelt er fint tegnede og godt spillet. Man kan simpelthen ikke lade være med at holde af dem, selvom de ofte opfører sig direkte tåbeligt og uforståeligt.
Den politiske samtidsskildring er, som nævnt, sympatisk, men dog en smule overfladisk. Personligt syntes jeg at Mussolinis, og dermed fascismens, eftermæle i Italien er ret interresant, da holdningen til ham var/er væsentlig mere ambivalent end til de andre store diktatorer, som Hitler og Stalin. Desværre bliver det politiske perspektiv i filmen sjældent til mere end overfladisk retorik og gadekampe, hvilket er ærgeligt, da der er potentiale til meget mere.
Filmen trækker klare linjer tilbage til efterkrigstidens neorealisme, både i dens socialrealistiske tamatikker og den filmiske stil, som er forholdsvis rå, med masser af håndholdt kamera. Dog har kameraet en tendens til at være lige lovligt langt oppe i snotten på aktørerne, hvilket bliver en smule anstrengende og klaustrofobisk i længden, især når man ser den på det store lærred.
Hvis historien havde været lidt strammere fortalt og politisk perspektiv været lidt dybere kunne det have været en fremragende film, i stedet for blot en fin lille film. Der er dog stadig masser at hente i ”Min Bror er Enebarn”, især hvis man er til Italien og nyere italiensk historie
