Skriv en kommentar
Søstrene Mei og Satsuki flytter på landet med deres distræte men kærlige akademiker far. Moren er syg og ligger på hospitalet i nærheden. Hun er i bedring men det er ikke helt godt og pigerne er bange for at miste deres mor. Deres nye hjem viser sig dog at være hjemsøgt af de mystiske lyde man altid hører på landet, og så selvfølgelig af støvfeer. De små levende nullermænd viser sig dog heldigvis at være fredelige nok og landlivets store mysterium bliver i stedet en nærliggende lund og den herboende skovens vogter, Totoroen. Da Mei ved et tilfælde falder over (eller ned i) Totoroens hule tager handlingen fart. Som en slags Alice i eventyrland tumler hun ned til den sovende Totoro og så bliver landlivet for alvor mystisk.
Min nabo Totoro er en rigtig god familieoplevelse hvor stor som lille, barn som forælder kan være med. Og os der har lagt barndommen bag os men endnu ikke er forældre, bare lidt åbne for det eventyrlige, har også en plads her for Min Nabo Totoro er en hjertevarm fortælling fuld af kærlighed til barndommen og til moder natur. Filmen er fuld af varm latter og dybe tanker som hiver sine seere på en rutsjebanetur af følelser. Alvorlige emner som døden og angsten for at miste, behandles uden at bliver for dybt for børn. Men stadig grundigt nok til at man rent faktisk kan regne med at de kære små har lært noget… og hvem ved, måske vi andre også har.
Instruktør Hayao Miyazaki har givet os andre klassikere som Princess Monoke (1997), Chihiro (2001) og Howls Moving Castle (2004). Hans film indeholder en naivitet og uskyldighed som mere eller mindre er gået tabt i vesterlandsk børnekultur. Selv ikke Disney kan længere levere den åbenhed og originalitet som der er i alle Miyazakis film. Hvor han får sine ideer fra må være et spørgsmål for eftertiden, men måske det bare er japansk kulturrigdom. Joe Hisashi leverer er smukt filmscore og de danske stemmer er ligeså velindtalte som man ville forvente det fra en Disney produktion.
