Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Alain Resnais (1922) er om nogen filmens store modernist. Med dokufilmen ”Nat og tåge” (1955) om kz-lejrene, og med fiktions-filmene ”Hiroshima, min elskede” (1959) og ”I fjor i Marienbad” (1961) instruerede han sig ind i nybølge-filmenes mesterrække. Her er en instruktør der med virtuos formbevidsthed reflekterede på en konsekvent ny, indtrængende og ikke så lidt provokerende måde om tid, bevidsthed og identitet med erindringen som omdrejningspunkt. Har man ikke oplevet de film endnu, har man ikke så lidt til gode!
Tid og bevidsthed som tema og en eksperimenterende fortælle-form er også helt centrale i ”Min Onkel Fra Amerika”. Vi følger tre mennesker der langt hen ad vejen, uafhængigt af hinanden, følger hver deres vej igennem tilværelsen fra barn til moden voksen. På mange måder banale historier om forholdet til forældrene og opvækstens sociale vilkår, om lette og være karriere-valg, om forhold og ægteskaber, om det at se tilbage på sit liv, og om at opsøge fortiden for at forstå. Resnais har valgt at lade de tre historier være illustrationer af adfærdsforskeren Henri Laborits teorier. Laborit optræder både på lyd og billedside.
Selvom Resnais er filmmester, kan han også instruere mindre se værdige film. Det er tilfældet med ”Min Onkel Fra Amerika”. Filmen, der er fra 1980, er langt hen ad vejen overhalet af TVs fakta-programmer der uden at blinke og med stor gennemslagskraft sammenblander fiktion og fakta – og hvor der er en kontrakt med publikum om, at fiktionsafsnittene illustrerer de fakta som eksperten/journalisten udtaler.
Den kontrakt er imidlertid en ringe en af slagsen hos Resnais; for vi forventer simpelthen mere end fiktions-illustrationer af udsagte teorier. Det er svært at tage adfærdsteorier alvorligt der blot bekræftes af fiktionen. Teori og illustration fremstår som ubekræftede påstande. Anderledes ville det have forholdt sig, hvis Resnais havde brugt et moderne fakta-format, hvor teorierne bekræftes af mere eller mindre intetanende forsøgspersoner. Hvad Resnais intenderer er dog fra først til sidst uklart. Tilmed er det ufrivilligt komisk når der klippes fra eksperimenter med rotter til fiktionsillustrationen, der således fratages den sidste rest af dybde – og bedre bliver det ikke i de (alt for få) frivilligt komiske afsnit, hvor fiktionens personer iklædes rottehoveder.
I forhold til en instruktør af Resnais´ format kunne man have forventet enten førnævnte fakta-format eller endnu mere nærliggende, en indskrivning af eksperten fra virkeligheden i fiktionen. Et berømt og lykkeligt eksempel på sidstnævnte mulighed finder vi hos en anden nybølgeinstruktør Jean-Luc Godard i hans ”Livet skal leves” (1962), hvor den virkelige filosof Brice Parain helt utvungent har en filosofisk samtale med fiktionens hovedperson Nana (Anna Karina).
Som filmhistorisk kuriositet er filmen bestemt værd at se. Men som en overbevisende fremstilling af Henri Laborits teorier, uanset hvor vægtige de er, er filmen forfejlet.
Ekstramaterialet på DVDen er sparsomt: biografi, trivia, filmografi, slideshow og trailershow.
Another World Entertainment.
