Skriv en kommentar
Det var med stor skepsis, at jeg satte mig i biografens mørke for at se endnu en ny generation af Min Søsters Børn. Efter min mening burde disse film nemlig være stoppet allerede efter den første generation. Men nu er det jo heller ikke min målgruppe, og egentlig blev jeg jo også en lille smule overrasket.
I filmen opdager børnene ved et gyldent tilfælde, at deres tipoldefar var guldgraver i Canada. Heldigvis lever der stadig en fjern grandtante derover, som de kommer i kontakt med, og med lidt barnlig snilde får børnene overtalt deres gode onkel til at finansiere turen, som hurtigt udvikler sig til en sand skattejagt. Med en yderst flirtende Fru Flinth ved deres side tager Onkel og børnene kampen op mod den canadiske natur i selskab med vilde bjørne, en sød canadisk dreng og to skumle skurkagtige guldgravere. Men det skal vise sig at turen indeholder en morale, som er mere værdifuld end noget guld.
Dette er sådan en film, som nok skal skabe lykke hos de mindre børn, hvor mange sikkert trofast har fuldt med i rækken af både de nye Far til Fire-film og Min Søsters Børn lige fra begyndelsen af.
Og denne film har da også sine momenter af eksplosive, bragende og morsomme øjeblikke, som hjælper lidt på den yderst kedsommelige, klichefyldte og halvhjertede ramme, som altid omkranser denne slags nutids moderne børnefilm.
F.eks. er det et spændende scenario med temaet omkring danske guldgravere i Canada. Selve filmen er også blevet optaget i Canada i Montreal, og man kan faktisk også opleve en autentisk guldgraverby og en guldmine, som har stået uberørt siden 1937.
Det er lærerige og interessante detaljer som disse, som giver filmen et lille tiltrængt boost i rækken af ellers intetsigende historier på historier, som disse film har genereret .
Men selve udførelsen af handlingen bliver for sløj, og minder til tider mest om en reklame for en tur til Legoland.
Men for de mange børn, som sikkert vil trække deres forældre ind for at se den, vil der da være underholdende og underfundige scener, som virkelig lader børene vise, at det er dem, der har krammet på deres forvirrede onkel. Og det er jo præcis som det skal være.
Skuespillet er dog ganske fint, og det nye pust af unge børn rammer deres respektive roller i god stil. Især den lille Pusle spilles yndigt af den kun 5-årige Rosita Nellie Holse Gjurup. Og så må man sige at Frederik Winther Rasmussen, Kapgang (2014) som spiller den canadiske, søde dreng Brad, kun er nogle få år fra at udvikle sig til en flot og dygtig ung skuespiller.
Rasmus Botoft Arvingerne (2014) og Lærke Winther En kort, en lang (2001) er dog de rene stjerner i deres skuespil som henholdsvis Onkel og Fru Flinth. Deres sammenspil er smittende sjovt, og Lærke Winther har en utrolig glansfuld udstråling i hendes rønnebærsure-rolle. Og det har bestemt en skær af elegance at se en tilbagevendt forhenværende starlet i form af Lone Hertz i rollen som grandtanten Anna. Lone Hertz Sommer i Tyrol (1964) og Frøken Nitouche (1963) er uden tvivl en lige så stor stjerne som vores alles sammen Ghita Nørby, og hun lyser stadig op som en perle.
Konklusionen må være at ja, dette er en perfekt film at tage børnene ind og se i en kommende ferie eller weekend.
Og vil I danske børnefilmsinstruktører så ikke begynde at producere børnefilm, som kan stå helt og holdent for sig selv i en stærk og ny historie, hvor I ikke har en nu yderst afdanket skabelon at kunne misbruge hele tiden.
Ellers skulle biograferne tage og genudsende de originale Min Søsters Børn- og Far til Fire film i ferieperioder, så vi dermed kunne få vist vores børn og ungdom og barnlige sjæle hvordan dansk filmhistorie virkelig ser ud.
